Nu kan vi blive i huset
En pensionist fra Viborg har vundet fem millioner i Lotto. Pengene skal bruges til at blive i huset, en ny bil og en tur til Nordkap.
Manden spiller på abonnement og havde derfor ikke holdt øje med trækningen. Han anede derfor ikke, at han kunne skrive millionær på visitkortet før han blev ringet op af Danske Spil, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
”Jeg troede jo først, det var en joke. Men som samtalen skred frem, gik det op for mig, at det nok var rigtigt. Jeg kan love dig, at jeg ikke sov særlig godt om natten. Tankerne kørte rundt og rundt. Man tror jo nok ikke rigtig på det, før man kan se dem på kontoen.”
Manden, som er i 70’erne og gift, forklarer at pengene falder på et tørt sted for ham og hans kone.
”Det er jo ikke mange penge, man har at gøre med som pensionister. Gevinsten gør, at vi nu med sikkerhed kan blive i vores hus – og tilmed kan få opdateret det på forskellige måder”, siger han.
Vil være anonyme
Parret har valgt at være anonyme – også over for den nærmeste familie og venner.
”Vi vil meget gerne holde det meget tæt ind til kroppen. Det er en farlig verden, vi lever i, så man ved aldrig, hvad der kan ske, hvis det begynder at rygtes, at vi pludselig har mange penge.”
Har spillet i 30 år
Manden har spillet Lotto siden begyndelsen for næsten 30 år siden. Han begyndte at spille i forbindelse med et rygestop, da han tænkte, at han alligevel ikke ville få sparet pengene op.
For et års tid siden ændrede manden på nogle tal i de forskellige rækker, som han ellers havde spillet lørdag efter lørdag i et halvt liv – hvilket nu har vist sig, at være et særdeles indbringende indfald.
”Da jeg fortalte min kone, at vi havde vundet, var det første hun sagde: Havde du ikke sagt det op for længst? Men da det så gik op for hende, hvor høj gevinsten var, var hun meget glad for, at vi stadig havde abonnementet,” fortæller han.
Ny bil og en tur til Nordkap
Parret vil gerne udskifte deres gamle bil med en nyere en af slagsen samt bruge pengene på oplevelser, som de aldrig ville have troet, de ville få råd til.
”Vi har blandt andet drømt om at opleve Nordkap, men det er altid blevet ved snakken. Men nu tror jeg, det skal være,” lyder det.
Vil du benytte dig af Tidlig Pension?
Først publiceret: 4. marts 2019
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 14:34