9 gode råd til at undgå brand i julen
Juledekorationer, adventskranse og juletræer kan være de rene brandbomber. Læs hvordan du undgår brand i julen. Og se video om, hvordan du slukker branden, hvis den alligevel opstår.
Der er mange flere brande i private hjem i december måned, så der er god grund til at holde et vågent øje med adventskrans og juledekoration, så du undgår at blive et nummer i statistikken.
Ifølge Beredskabsstyrelsen slukkede brandvæsenet i gennemsnit 557 brande i private hjem i december måned i årene 2011 til 2015.
I det tal indgå dog ikke alle de brande, som danskerne selv slukker uden at tilkalde brandvæsenet.
Epinion har lavet en undersøgelse og fundet ud af, at omkring 60.000 danskere hvert år oplever en brand i deres hjem, som de selv får slukket.
Regner man de brande med, er der hvert år mere end 6.800 brande i december måned,
Det er over 1.300 flere brande end gennemsnittet.
Der er altså rigtig god grund til at passe på.
Læs og se her, hvad du skal gøre.
1. Gå aldrig fra et rum, hvor der er stearinlys tændt
Lav adventskranse og juledekorationer med omtanke. Sæt stearinlys, så de ikke kan antænde gran og tørre grene, når de brænder ned.
2. Brug selvslukkende lys eller lysmanchetter af stanniol i adventskrans og juledekoration
Selvslukkende lys og lysmanchetter af stanniol minimerer risikoen for, at stearinlyset antænder gran, mos med mere, når lyset brænder ned.
Behandl desuden adventskrans og juledekoration med et brandhæmmende middel, der nedsætter risikoen for brand. Brandhæmmende midler kan købes i byggemarkeder.
Du skal dog stadig have juledekorationen under opsyn.
3. Stil ikke levende lys i nærheden af noget let antændeligt
Sørg for, at dine levende lys ikke står i nærheden af gardiner og andet let antændeligt, der kan blæse eller vælte ind i lyset. Sørg også for, at mindre børn, hunde og katte ikke kan nå dem.
Brug eventuelt elektriske lys i stedet.
4. Hold øje med maden, når du tilbereder den
Vær opmærksom på maden, mens du tilbereder den, og sørg også for at holde øje med ovn og gryder, der skal stå og simre i længere tid.
Hold øje så længe ovn eller blus er tændt, og sluk det hele når du forlader huset.
Hvis der går ild i en gryde eller i en pande med brændende fedtstof, skal du lægge låg på gryden, hvis det er muligt. Du kan også kvæle ilden med et brandtæppe, eller bruge en pulverslukker.
Brug aldrig vand til at slukke brændende fedtstof. Husk at slukke for kogepladen.
5. Hav slukningsmidler stående
En blomsterforstøver eller en vandkande med spreder er ofte nok til at slukke brande i adventskranse og juledekorationer.
Video: Hvor effektiv er en mini-brandslukker?
En spand vand er rigtig god til at slukke ilden, hvis der opstår brand. Men der findes også mini-brandslukkere – vi tester her, om de kan slukke et bål i et bålfad.
Vær opmærksom på, hvad mini-brandslukkeren kan bruges til. I videoen her er brugt en brandslukker, som IKKE kan bruges, hvis der er ild i frituregryden. Der findes også spraydåser beregnet til at slukke brand i friture eller elektriske installationer – tjek altid inden brug.
6. Stil mindst én spand vand ved siden af juletræet
Hav en spand vand og en gulvklud parat ved siden af juletræet, når du tænder det. Det kan også have en 2 kilo pulverslukker.
Det vigtigste er, at du er parat til at slukke branden, hvis der skulle gå ild i dit juletræ.
7. Sørg for, at juletræet er friskt
Opbevar juletræet udendørs, indtil det skal bruges. Stil det i en juletræsfod, der kan fyldes med vand. Tjek vandstanden dagligt – og fyld efter.
8. Brug selvslukkende lys i juletræet
Hvis du vil bruge levende lys på juletræet, bør du vælge en selvslukker-variant. Placér lysene, så der ikke er mulighed for, at gran og pynt bliver antændt.
Du kan også vælge elektriske lys.
9. Montér røgalarmer
Sørg for, at du har installeret røgalarmer i dit hus. Tjek, at de er monteret korrekt, og at de virker.
Først publiceret: 30. november 2018
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:26