Har du tjekket, hvornår dit EU-sygesikringskort udløber?
Skal du ud at rejse, er det vigtigt at du tjekker, om dit EU-sygesikringskort fortsat gælder. Millioner af kort udløber nemlig snart. Se her hvordan du får et nyt.
Skal du ud at rejse i nærmeste fremtid, så skal du tjekke dit blå EU-sygesikringskort.
Mange kort blev nemlig udstedt i 2014, da ordningen blev indført. Og de kort udløber i 2019.
Man skal dog kun forny kortet, hvis man bruger det og rejsen går til EU-lande samt til Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.
Det blå sygesikringskort giver adgang til samme sundhedsydelser som borgerne i det land, man opholder sig i.
”Leveringstiden på kortet er to til tre uger, så har man aktuelle rejseplaner, er det en god ide at bestille kortet i god tid til hele familien. siger Lise Schou Hansen”, centerdirektør i Udbetaling Danmark.
Læs også: Hvad ved lægen om dig? Se det her
Forny med et enkelt klik
Kortet kan fornys med få klik på borger.dk/eu-sygesikringskort, og man får et midlertidigt bevis, mens man venter på at få det rigtige kort tilsendt.
Man kan forny kortet når som helst – både før og efter udløbsdatoen.
”Derfor behøver man altså ikke haste, hvis man ikke skal rejse foreløbig. Og rejser man aldrig til EU-lande, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, behøver man slet ikke et kort,” oplyser Lise Schou Hansen.
Udbetaling Danmark anbefaler generelt, at man sætter sig ind i reglerne i de lande, man rejser til. Her ud fra kan man vurdere sit behov for en privat rejseforsikring.
”Det blå EU-sygesikringskort giver udelukkende ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man opholder sig i. Man kan derfor opleve at skulle betale hele eller dele af behandlingen selv, hvis man ikke har en privat rejseforsikring oveni. Man skal også være opmærksom på, at kortet ikke dækker hjemtransport”, siger Lise Schou Hansen.
Læs også: Pas på når du rejser: 4 vigtige råd om forsikring på din ferie
Det dækker det blå sygesikringskort
- EU-sygesikringskortet viser, at du har ret til de samme sundhedsydelser på de samme vilkår, som borgerne har i det land, du opholder dig i.
- Du kan derfor komme til at betale hele eller en del af behandlingen selv, hvis det samme gælder for sygeforsikrede borgere i landet.
- Du kan risikere, at du selv skal lægge ud for betaling af behandling.
- Det blå EU-sygesikringskort dækker kun, hvis lægen, tandlægen eller sygehuset er tilknyttet den offentlige sygesikring i landet.
Hvad dækker det blå EU-sygesikringskort ikke?
- Det blå EU-sygesikringskort dækker ikke udgifter til hjemtransport, og i nogle lande heller ikke alle udgifter til sygetransport. Hvis du ønsker at få dækket alle udgifter til syge- og hjemtransport i forbindelse med sygdom eller dødsfald, skal du tegne en privat rejseforsikring. Der gælder særlige regler for hjemtransport fra Finland, Island, Norge og Sverige.
- Kortet dækker ikke planlagt behandling, hvis behandlingen er den eneste grund til, at du er rejst til landet. Behandling, der med rimelighed kan vente, til du er tilbage i Danmark igen, er heller ikke dækket.
Først publiceret: 27. november 2018
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 15:29