Se lyset som senior og få mere energi

Behovet for god belysning i boligen stiger, jo ældre vi bliver. Få tips og råd til, hvordan du får det bedst mulige lys i din bolig.

Lys er vigtigt for dit helbred, og jo ældre vi bliver, jo vigtigere bliver det. Udover, at lys gør dig i stand til at se, hvad du laver, er det med til at styre døgnrytmen og kan endda modvirke depression.

Din døgnrytme styres af hormoner i kroppen, der blandt andet påvirkes af det lys, du bliver udsat for.

Hvis du ikke får nok lys i løbet af dagtimerne – eller hvis du får for meget lys sent på dagen fra for eksempel skærmen på en computer eller en tablet – kan du risikere, at din døgnrytme bliver skubbet ud af balance, og at du dermed sover dårligt.

Lys og mangel på lys kan også have effekt på dit psykiske helbred – især om vinteren, hvor solen er kort tid på himlen, og kulden gør det fristende at blive indendørs. Det manglende lys kan påvirke hjernen, og hos nogle mennesker ender det ud i en regulær vinterdepression.

Dine øjne optager mindre lys med alderen

Som årene går, bliver det ekstra vigtigt, at du er opmærksom på lyset i dit hjem, hvis du vil beholde en ordentlig døgnrytme og undgå vinterdepressioner.

Ligesom resten af kroppen ændrer dine øjne sig nemlig i takt med, at du bliver ældre, og når du fylder 60, kan dine øjne kun optage cirka halvt så meget lys, som de gjorde, da du var 20.

Et ordentligt skud dagslys hver dag er et godt skridt på vejen, og med den rigtige indretning kan du sørge for, at du får mest muligt ud af dagslyset, selv hvis du befinder dig indendørs. Det kan du for eksempel gøre ved at have lyse vægge, der spreder sollyset rundt i rummet, og ved helt simpelt at rykke de møbler, hvor du sidder i løbet af dagen, hen i lyset.

Større vinduer, ovenlys, indvendige vinduer og glasskydedøre kan også give mere lys i din bolig.

Mørklæg om sommeren

Omvendt kan det også blive for meget af det gode med sollys. Specielt om sommeren, hvor solen står tidligt op og går sent ned, kan det være svært at få sovet ordentligt igennem i løbet af natten.

Derfor er det en rigtig god idé med mørklægningsgardiner i soveværelset, så du får så uforstyrret en søvn som muligt.

Vælg de rigtige lamper og pærer

Det er også vigtigt, at du har de rigtige lamper og pærer i dit hjem. Øjnene kan hjælpes lidt på vej, hvis du sørger for, at alle rum, du opholder dig i, kan lyses ret kraftigt op med for eksempel en loftslampe. Derudover er det en rigtig god idé med flere lamper i samme rum, da det kan lyse rummet op fra forskellige vinkler med forskellig styrke.

På den måde skaber lyset kontraster i rummet, der hjælper øjet med at orientere sig.

Juster lysstyrken efter behov

Dit behov for lys i et rum kan også ændre sig alt efter, hvad du laver. Hvis du sidder i en stol og læser, har du for eksempel brug for kraftigere lys, end hvis du sidder i samme stol og ser tv.

Derfor er det en god idé at vælge lamper eller pærer, hvor du kan justere lysstyrken med en dæmper og dermed få lige præcis det lys, du har behov for.

Fagekspert på artiklen er Mette Hvass. Hun arbejder med fakta-artikler, brevkassen Spørg Bolius og projekter, hvor informationer om dagslys og kunstig belysning er relevante.

 

Først publiceret: 19. november 2018
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:27