Nets advarer om falske opkald om overtræk på kontoen

Person ringer op og udgiver sig for at være fra Nets og advarer om, at der er overtræk på kontoen og beder om at få udleveret cpr-nummer. Pas på - det er svindel, advarer Nets.

Ny alvorlig svindel med folks personnumre og bankdata florerer lige nu i Danmark.

Hvor det er almindeligt med forsøg på svindel på nettet og på e-mail, bliver bankkunder lige nu ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra Nets – for derefter at lokke oplysninger ud af offeret.

10 klamme ting, der kan ske i din bolig

Det oplyser Nets, der advarer om svindlen, hvor kriminelle i yderste fald kan hæve beløb på offerets bankkonto.

“Der er overtræk på kontoen”

”Nets er blevet gjort opmærksom på et nyt eksempel på fup gennem telefonopkald,” oplyser selskabet.

”En netbank-bruger bliver ringet op af en person, der hævder at være fra Nets med en advarsel om overtræk på kontoen som følge af svindel med betalingskort. Personen bliver herefter bedt om cpr-nummer, så kunden kan få lukket det berørte kort med det samme,” lyder Nets beskrivelse af svindelnummeret.

I den konkrete sag udleverer bankkonto-indehaveren ikke sit cpr-nummer og opkaldet bliver afsluttet.

Er du i tvivl: Kontakt din bank

Nets fraråder, at man udleverer sine oplysninger til personer, der ringer uopfordret.

”Er man i tvivl om ægtheden af et opkald, bør man kontakte sin bank,” lyder rådet fra Nets.

  • Har du været udsat for svindelforsøg, skal du anmelde telefonnummeret til dit telefonselskab. Det kan forhindre at andre bliver snydt.
  • Hvis du er blevet lokket til at oplyse dit betalingskortnummer, så skal du spærre dit kort.
  • Kontakt din bank, hvis et firma eller andre har hævet penge på din konto.

Først publiceret: 8. august 2018
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:23

Se, hvad vi ellers skriver om:

og