Planlægger du at udskyde din folkepension?

Se dine muligheder for at få ventetillæg, hvis du fortsætter med at arbejde, efter du når folkepensionsalderen. Du kan få en stor sum eller et beløb hver måned.

Selvom du når pensionsalderen, kan du sagtens fortsætte med at arbejde. Hvis du arbejder mere end 750 timer om året, har du mulighed for at udskyde din folkepension og få mere udbetalt, når du går på pension. Det kaldes opsat pension.

Når du udskyder folkepensionen i et eller flere år optjener du en såkaldt venteprocent, som efterfølgende lægges oveni din normale folkepension. Jo flere år du venter, jo højere en udbetaling vil du få.

Siden 1. juli 2018 kan du vælge at få udbetalt et engangstillæg for det opsatte grundbeløb og et højere tillæg i 10 år . Hidtil har du kun haft muligt for at få udbetalt opsat pension som et livsvarigt tillæg.

De tre valgmuligheder

Siden 1. juli 2018 har du kunne vælge mellem tre måder at få udbetalt dit ventetillæg på

Fremover kan du vælge enten:

  1. Livsvarigt månedligt tillæg til grundbeløb og pensionstillæg.
  2. Et højere månedligt tillæg i 10 år til grundbeløb og pensionstillæg.
  3. Et engangstillæg for det udsatte grundbeløb samt et forhøjet månedligt pensionstillæg i 10 år.

Hvis du ikke selv vælger, hvordan du vil have dit ventetillæg udbetalt, bliver ventetillægget udbetalt som et livsvarigt ventetillæg til din folkepension, og du kan ikke efterfølgende vælge en anden ordning.

Ventetillæg, der er optjent før 1. juli 2018, vil altid blive udbetalt som et livsvarigt ventetillæg til din folkepension.

“Tænk dig godt om, inden du vælger den model, du vil bruge”, lyder rådet fra direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.

“Vi anbefaler, at du tager en snak med din bank eller pensionskasse om, hvad der bedst kan betale sig for dig. Både PensionDanmark og Industriens Pension har dygtige rådgivere, som kan hjælpe dig med at få overblik over, hvad der er bedst for dig. Husk også, at du ikke kan fortryde dit valg.”

Hvor meget får man udbetalt?

Finansministeriet har beregnet, hvad de nye regler betyder i kroner og øre for en enlig.

Er du for eksempel enlig med ret til fuld folkepension og udskyder din pension i to år, kan du få udbetalt en engangsum på 154.065 kroner plus et årligt tillæg i 10 år på 18.816 kroner.

Eksempel på ventetillæg for en enlig med ret til fuld folkepension fra starten af 2021. En af de 3 modeller kan vælges:

1. Livsvarigt månedligt tillæg til grundbeløb og pensionstillæg

– som svarer til den hidtidige ordning

Ventetillæg optjent før den 1. juli 2018 vil altid blive udbetalt som et livslangt tillæg.

  Livslang udbetaling
Hvis du udskyder din folkepension 1 år  9.372 kroner pr. år  (781 pr. måned)
Hvis du udskyder din folkepension 2 år 19.500 kroner pr. år (1.625 pr. måned)
Hvis du udskyder din folkepension 3 år 30.624 kroner pr. år (2.552 pr. måned)
Hvis du udskyder din folkepension 4 år 42.852 kroner pr. år (3.571 pr. måned)
Hvis du udskyder din folkepension 5 år 56.352 kroner pr. år (4.696 pr. måned)

2. Et højere månedligt ventetillæg i 10 år

  10 årig

udbetaling

Hvis du udskyder din

folkepension 1 år

17.724 kroner pr. år
Hvis du udskyder din

folkepension 2 år

35.784 kroner pr. år
Hvis du udskyder din

folkepension 3 år

54.156 kroner pr. år
Hvis du udskyder din

folkepension 4 år

72.888 kroner pr. år
Hvis du udskyder din

folkepension 5 år

92.844 kroner pr. år

3. Et engangstillæg for det udsatte grundbeløb samt et forhøjet månedligt pensionstillæg i 10 år.

  Engangsbeløb 10 årlig månedligt ventetillæg
Hvis du udskyder din

folkepension 1 år

 77.028 kroner 9.3240 kroner pr. år
(777 kroner pr. måned)
Hvis du udskyder din

folkepension 2 år

154.065 kroner 18.816  kroner pr. år
(1.568 kroner pr. måned)
Hvis du udskyder din

folkepension 3 år

231.084 kroner 30.624 kroner pr. år
(2.552 kroner pr. måned)
Hvis du udskyder din

folkepension 4 år

308.112 kroner 42.852 kroner pr. år
(3.571 kroner pr. måned)
Hvis du udskyder din

folkepension 5 år

385.140 kroner 56.352 kroner pr. år
(4.696 kroner pr. måned)

Tallene i skemaet er et eksempel på opsat pension for en enlig med ret til fuld folkepension og personstillæg. Beløb er angivet før skat.

Hvornår kan det betale sig at vente?

Spørgsmålet er så, hvad det betyder for dig, og om det i det hele taget er fordelagtigt for dig at udskyde din folkepension.

Det er et svært regnestykke, fordi de to ting, der primært spiller ind, er din økonomi, indkomst og din forventede levealder, de pensionsordninger du i øvrigt har – og over hvor mange år de udbetales, din partners indkomster og alder og  hvordan dit forbrug er nu og forventes at blive i fremtiden.

Du kan vælge at arbejde og få udbetalt din folkepension, mens du arbejder. Men du får gradvist reduceret folkepensionens grundbeløb, hvis du samtidig har en årsløn på over 344.600 kroner.

Som udgangspunkt kan det betale sig at udskyde udbetalingen, hvis du har en arbejdsindtægt over grundbeløbets modregningsgrænse som er 344.600 kroner. Det kan også kun betale sig, hvis du regner med at blive lige så gammel eller ældre end gennemsnitslevealderen.

Er det ikke tilfældet, vil det ofte være bedre at få pensionen udbetalt, selvom du bliver modregnet.

Ventetillægget ophører ved din død, og der udbetales ikke noget til dine arvinger.

Skattefri seniorpræmie

Fortsætter du med at arbejde, kan du også få en skattefri seniorpræmie på 43.697 kroner efter et år. Den skattefri seniorpræmie er ikke afhængig af, om du udsætter udbetaling af din folkepension.

Læs mere om skattefri seniorpræmie her

 

 

 

Først publiceret: 2. juli 2018
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 15:29

Se, hvad vi ellers skriver om:

og