Seniorer lader flaskerne stå
Med alderen bliver vi mere mådeholdne og færre drikker mere end fem genstande, når der for eksempel er fest eller sammenkomst.
Skal der være fest, så er seniorerne dem, der flokkes mindst om flaskerne.
Mens det er de yngste, der tager for sig af de våde varer.
Færre seniorer giver den jævnligt gas med fem genstande eller mere.
Det viser en ny undersøgelse af danskernes sundhed, som Sundhedsstyrelsen har foretaget blandt 180.000 personer.
Faglige Seniorer vil gå til minister om valg til ældreråd
I undersøgelsen er det opgjort, hvor mange der jævnligt – det vil sige en gang om måneden – drikker fem eller flere genstande ved samme lejlighed. Det kan være en fest eller sammenkomst – eller hygge over et par flasker rødvin.
Kvinder mere mådeholdne
Og måske ikke så overraskende, så er det færrest seniorer, der jævnligt giver den gas med fem genstande eller mere. Mens især de 16-24 årige er dem, der er fester igennem.
For mænd mellem 65 og 74 år er det knap hver fjerde, der jævnligt drikker mere end fem genstande ved samme lejlighed, mens det for mænd over 75 år er knap hver ottende.
Til gengæld er det over halvdelen af de unge mænd, der hælder mere end fem genstande indenbords.
Kvinder er mere mådeholdne. Under 10 procent i alderen 65 – 74 år drikker mere endt fem genstande ved samme lejlighed, mens tallet er under fem procent for kvinder på 75 år og derover.
Unge kvinder tager mere for sig af de våde varer: 47 procent drikker jævnligt fem eller flere genstande.
Drikker mindre end de fleste danskere
Både ældre mænd og kvinder drikker mindre end danskerne generelt, når det handler om jævnligt at indtage fem genstande eller mere.
Faktisk er det over hver fjerde dansker, der på den måde fester igennem. Andelen er størst hos mænd, hvor over 35 procent jævnligt drikker fem genstande eller mere, mens andelen kun er lidt over 18 procent blandt kvinder, viser undersøgelsen.
Først publiceret: 6. april 2018
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 10:10