Birthe Kjær er ikke klar til pension: Jeg tager et år mere
I et interview med SeniorNews fortæller dansktopsangeren Birthe Kjær, at hun er klar til at tage rundt på landets scener næste år.
Hun har været i gang siden 1960’erne og har gennem årene leveret flere ikoniske evergreens.
Men selvom hun i starten af september fyldte 78 – for længst har cementeret sin status som musikalsk legende – så er hun ikke færdig endnu.
Det fortalte hun til SeniorNews, da vi mødte hende til premieren på “Stupid Man – The Musical”.
Mærker efter hvert år
Der er mange måder at ende på pension på. De fleste vil nu nok give mig ret i, at den bedste måde er, når det er på ens egne præmisser.
Sådan har Birthe Kjær det også.
Dansktoplegenden har tidligere udtalt, at hun efter hver sæson mærker efter, om lysten til at fortsætte stadig er der. Hvis dette er tilfældet, så går hun ellers i gang med at forberede sig til det kommende år.
Ser man på Birthes kalender, så ser man også, at der blot er et par optrædener tilbage. Det betyder med andre ord, at sæsonen er ved at gå på hæld.
Derfor var det også oplagt at høre hende om, hvad hun gør sig af tanker om næste år. Og hvis du håber på at få lov til at skråle med på “Vi maler byen rød” i 2027, så er der godt nyt.
“Vi er i gang med at forberede næste år, så jeg kommer rundt næste år igen,” fortæller Birthe til SeniorNews med et smil.
2026 blev et ganske særligt år
Man skal da også lige love for, at 2026 blev et uforglemmeligt år for Birthe.
I år har man nemlig ikke kunnet tænde for radioen uden at høre hittet “Den Danske Sommer”, som hun udgav med Tobias Rahim.
Sangen sendte dem også forbi “X Factor”-finalen, hvor de optrådte med nummeret, og så blev 2026 også det år, hvor Birthe for første gang i karrieren optrådte på Orange Scene på Roskilde Festival.
Og selvom man allerede har flere hits på sit cv, så lægger Birthe ikke skjul på, hvad det har betydet, at både den yngre og ældre målgruppe har taget så godt imod sangen.
“Det har været rigtig, rigtig dejligt at mærke den respons, der har været fra alle aldre. Og det er ikke kun de unge, det er også ældre mennesker, der kommer og siger: “tillykke med Orange Scene” og sådan noget. Det har været dejligt i sommer at komme ud med et hit og komme ud med en sang, jeg vidste, de stod og ventede på. Ikke kun gummibåden, men også en ny sang. Så det har været dejligt i år at kunne komme med det.”
Stupid Man – The Musical kan opleves i Tivolis Koncertsal fra 16. sep. 2026 til 25. okt. 2026. Herefter i Musikteatret Holstebro og Vejle Musikteater.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 17. september 2026
Artiklen er sidst opdateret 17. september 2026 kl. 14:20