Flemming Jensen om hårde anklager: “Jeg blev fandme ked af det”

Skuespiller, forfatter og instruktør Flemming Jensen sætter nu ord på de voldsomme anklager, og hvad de gjorde ved ham.

Flemming Jensen

Flemming Jensen. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Flemming Jensen har en stor kærlighed til Grønland. Det har han aldrig lagt skjul på.

Udover at have boet flere år i den lille by Ikerasak så har skuespilleren flere gange deltaget i arrangementer i Det Grønlandske Hus i København.

Derfor kom det også voldsomt bag på ham, da han tilbage i 2022 blev anklaget for racisme.

Det fortæller han nu i DR-programmet “Ibens Harem – 18 år efter”.

Beskyldt for racisme

Flemming Jensen har stort set altid været forbundet med Nissebanden. De fleste ved, at han var medskaber af den folkekære julekalender, ligesom han også spillede rollen som nissen Lunte.

I 2022 besluttede Flemming sig for at kaste sig over forestillingen “Nissebanden i Julemandens Land”. Blot få dage inden premieren i Cirkusrevyens telt brød helvede dog løs.

Flemming blev inviteret ind til programmet “Go’ Aften Live” for at diskutere forestillingen med syv andre personer, og her blev han både kritiseret og anklaget for racisme.

Årsagen skyldtes 1 minut og 11 sekunder i forestillingen, hvor otte drenge medvirkede iført isbjørnebukser, anorakker og sorte parykker.

I DR-programmet fortæller skuespilleren nu, at kritikken tog hårdt på ham, og at han havde svært ved at leve med det.

“Jeg blev fandme ked af det. Jeg kan ikke huske, at jeg har været så ked af det, og jeg sagde til dem: ‘I skal ikke ringe igen.’ Det kunne jeg slet ikke have.”

Aflyste en tur til Grønland

Flemming fortæller, at han følte sig misforstået, og i et efterfølgende opslag på Facebook uddyber han nu sin forklaring.

Ifølge ham havde det nemlig intet med Grønland at gøre – i stedet havde han en ganske særlig person i tankerne.

“De 8 børns ens påklædning var ment som en kærlig hilsen til drengen Malik Niemann, der på fremragende vis i tv-serien spillede rollen som drengen Inuk. Derfor disse 8 kloner af ham.”

Kritikken gjorde dengang, at Flemming Jensen aflyste en rejse til Grønland. I opslaget sætter han nu to streger under, at det intet havde at gøre med, at han var utilpas med at møde grønlænderne.

“Jeg er på ingen måde utilpas ved at møde folk fra Grønland! Tværtimod – jeg bli’r altid glad – for jeg har en stor taknemmelighedsgæld. Bortset fra den unge mand, der i sin tid på TV 2 var én af de syv omkring bordet, der ikke havde set den forestilling, de ville diskutere…… har jeg fra grønlandsk side ikke mødt andet end venlighed.”

Modtog en masse opbakning

I stedet skyldtes aflysningen, at Flemming frygtede, at TV 2s indslag skulle have fået dem til at tro, at anklagerne var sande.

“At jeg aflyste min Grønlandstur, hvor jeg ville ha’ været oppe og besøge gamle venner, skyldtes hverken Grønland eller grønlændere – men udelukkende, at jeg var bange for, at TV 2’s inkompetente journalistik skulle få de gode mennesker deroppe til at tro, at det, der blev påstået i udsendelsen, var korrekt. Altså at jeg i den 1 minut og 11 sekunder stumme scene gjorde nar af grønlændere. Intet kunne være mig fjernere!!!”

Afslutningsvis lader Flemming folk vide, at han heldigvis efterfølgende modtog en masse opbakning, og at den faktisk primært kom nord fra.

Du kan læse hele Flemming Jensens opslag herunder.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 2. september 2026
Artiklen er sidst opdateret 2. september 2026 kl. 10:25

Se, hvad vi ellers skriver om: