Søren Hauch-Fausbøll: Derfor er der dejligt på Bornholm
SeniorNews mødte skuespilleren Søren Hauch-Fausbøll til Cirkus Summarum, hvor han fortalte om sine sommerferieplaner, der går hjem til Bornholm.
Der var dømt underholdning til de allermindste, da DR og Muskelsvindfonden inviterede til premiere på det populære Cirkus Summarum.
Udover de mange forventningsfulde familier så var en god håndfuld kendisser også mødt op for at blive underholdt på den solrige dag.
Iblandt var eksempelvis den rutinerede DR-stjerne Søren Hauch-Fausbøll, som SeniorNews fik en lille snak om hans planer for sommeren, som for første gang i mange årtier står på ferie.
“Jeg har jo lavet cirkus og revy i 30 år. Så det skal jeg ikke lave.”
I stedet går turen til Bornholm, og det er et sted, som skuespilleren kender ganske godt.
Ikke alene har Søren lavet en masse revy derovre de seneste år, men som de fleste nok ved, så kommer han også oprindeligt fra Rønne.
Derfor lyste øjnene også tydeligt op, og smilet kom frem på læberne, da vi spurgte, hvad der er skønt at lave på Solskinsøen som sommerferiegæst.
“Der er mange virkelig dejlige strande”
“Der sker så mange ting, og så er der jo alle de steder, hvor man kan bade og strandene. Der er mange virkelig dejlige strande, og der er klipperne.”
“Og så er der jo bare den fantastiske smukke natur, og skal man tage en cykeltur, er der over 200 km cykelstivejnet. Så der er mange ting at se.”
Det er dog ikke kun den smukke natur, der skal nydes, når man er på Solskinsøen.
“Der er rigtig god mad på Bornholm,” skynder skuespilleren at tilføje.
Svaret kommer da også prompte, da vi spørger, om der er en ret, han vil anbefale dem, der skal til Bornholm.
“Sild. Saltstegte sild.”
Er blevet morfar for første gang
Det er ikke kun udsigten til ferie på Bornholm, der bringer glæde i disse dage hos Søren Hauch-Fausbøll.
For blot to måneder siden blev han nemlig morfar for første gang, og det har varmet hos skuespilleren, der fylder 68 år d. 27. juli.
“Det er dejligt. Jeg har lige passet hende i to timer. Det at få et barnebarn er jo fantastisk,” fortæller Søren med et smil.
Søren Hauch-Fausbøll uddannede sig som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1986. Han uddannede sig senere som Hospitalsklovn i 2016.
Herhjemme er han af mange kendt for at være den første person, der spillede karakteren Bamse.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 2. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret 2. juli 2026 kl. 14:55