Brandfare præger sankthansaften: Disse råd bør du følge
Beredskaberne opfordrer til forsigtighed ved årets sankthans, selvom der ikke er afbrændingsforbud
Brandfaren i Danmark er moderat til meget høj tirsdag, når sankthansbålene tændes landet over.
Sådan lyder det fra Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Særligt i områder omkring Aarhus og Djursland, på det centrale Fyn samt store dele af Sjælland er brandfaren vurderet til at være meget høj.
Brandfaren vurderes ud fra et såkaldt brandfareindeks. Det er en prognose, der viser den forventede risiko for, at naturbrande kan opstå og sprede sig.
Her kan risikoen være lav, moderat, høj, meget høj og ekstrem høj.
På Brandfare.dk kan man se, hvor man skal være ekstra forsigtig med åben ild.
“Hold afstandsreglerne”
Selv om der ikke er udstedt afbrændingsforbud i forbindelse med årets sankthansfejring, opfordrer Danske Beredskaber til, at man udviser forsigtighed og tænker sig om.
“Hold afstandsreglerne, og sørg for at lave en styrbar forbrænding af bålet.”
“Det vil sige, lad være med at bruge optændingsvæske eller benzin til at optænde bålet. Og sørg for at have vand parat, hvis noget går galt undervejs,” siger Bjarne Nigaard.
Han understreger, at det ikke er nogen usædvanlig situation, at brandfaren er høj på denne tid af året.
Til sankthansaften rykker brandvæsenet i Danmark ud til dobbelt så mange 112-udkald som på en gennemsnitlig aften i samme periode.
Det viser Beredskabsstyrelsens opgørelser fra de seneste fem år ifølge Danske Beredskabers hjemmeside.
Beredskaberne har særligt travlt fra midnat og derefter, da det ofte er der, at brandene opstår.
“Det sker, fordi man er gået hjem uden at sikre sig, at alle gløder og gnister er helt slukkede.”
“Det er ikke sådan, at det ikke også sker, når selve bålet er i gang, men det sker også rigtig tit senere. Så min anbefaling er, at man sørger for at få slukket bålet ordentligt, inden man går hjem,” siger Nigaard.
Er man i tvivl om, hvorvidt det er sikkert at optænde bål, bør man lade være, lyder det afslutningsvist fra Bjarne Nigaard.
Hold øje selv med mindre bål og anden ild
Der er også dem, der vælger at holde en mere rolig Sankt Hansaften hjemme i haven.
Men selv hvis den står på grill, havefakler og et mindre bål, så bør man stadig tage sine forholdsregler, lyder det fra Martin Rundager, som er direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.
“Man skal selvfølgelig ikke afholde sig fra en god sankthans-fejring, når nu vejret er så fint, men det er vigtigt i den nuværende situation at tage sine forholdsregler som fx at stille grillen på et ikke-brændbart underlag og væk fra tørre og letantændelige områder som græs og buske – og så skal man selvfølgelig have vand inden for rækkevidde,” siger han.
Danskvand er en effektiv brandslukker
Martin Rundager fortæller, at man selv kan gøre meget for at undgå uheld og forhindre potentielle skader.
“Hold øje med vindforholdene og hav gerne en brandslukker eller haveslange i nærheden til at slukke eventuelle flammer. Desuden anbefaler vi at følge anbefalingerne fra myndighederne og i det hele taget holde sig opdateret på afbrændingsforbud i lokalområdet,” siger han.
Skulle uheldet alligevel være ude på grillturen eller under havearbejdet med ukrudtsbrænderen, kommer Martin Rundager med et afsluttende råd til, hvordan man effektivt får sat en stopper for ilden.
“Medbring en halv liter danskvand. Når man lige skruer låget af, sætter en tommelfinger for åbningen og ryster den, fungerer den faktisk som en effektiv brandslukker,” siger han.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 22. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret 22. juni 2026 kl. 10:52