Savnet gør ondt på Karsten Ree: “Ligesom at få skåret et ben af”

Den 80-årige rigmand Karsten Ree indrømmer nu, at han fortryder, at han solgte sit enorme hus Vedbæklund sidste år

Karsten Ree

Karsten Ree. Foto: Henrik R Petersen/Petersen, Henrik R./Ritzau Scanpix

De seneste år har budt på mange livsændringer for rigmanden Karsten Ree.

Først kom en skrækkelig demensdiagnose og herefter en skilsmisse fra Janni Ree samt et salg af huset Vedbæklund.

Spørger man Karsten, så er sidstnævnte dog ikke noget, han ser tilbage på som den rigtige beslutning.

Det udtaler han til HER&NU.

Kan ikke lide at køre forbi

Det trak overskrifter, da det kom frem, at Karsten Ree havde valgt at sætte sin bolig på Vedbæk Strandvej til salg.

Det skyldtes selvfølgelig også, at der ikke var tale om en hvilken som helst ejendom, men derimod en tv-stjerne i sig selv.

Den enorme villa har danskerne kunnet opleve i diverse tv-programmer, og der var selvfølgelig tale om selveste Vedbæklund.

Selvom planen var, at Karsten i stedet skulle bo i en lejlighed i Hellerup, så fortæller han nu, at han fortryder salget.

“Jeg savner mit gamle hus og min havudsigt. Der har jeg ikke kunnet lide at køre forbi i et år. Det er ligesom at få skåret et ben af. Jeg har lært, at folk, der er over 70 år, dem skal man ikke flytte. Det skal man gøre inden,” udtaler han til HER&NU.

Udover tv-programmer så er Vedbæklund også at se i den nye film “De forbandede år 3”. Her bor filmens familien Skov i huset. Salget gik igennem, lige inden at filmen blev optaget.

Det store hus på 12 værelser blev sat til salg for 120 millioner. Det lykkedes dog Karsten Ree at få 130 millioner for det.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 27. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret 27. marts 2026 kl. 13:36

Se, hvad vi ellers skriver om: