Sådan genkender du de falske 20-kroner
Flere falske 20-kronemønter fra 2021 er blevet opdaget i Danmark. Her får du hjælp til at spotte dem.

Rigspolitiet har netop udsendt en advarsel: Der er falske 20-kroner i omløb flere steder i landet – og det er især mønter med årstallet 2021, man skal holde øje med.
Tidligere er der blevet afsløret sager i blandt andet Vejle og Hillerød, hvor personer forsøgte at betale med falske mønter.
Se på dronningens ansigt
Hvis du vil tjekke, om en mønt er ægte, skal du se godt efter detaljer i dronningens ansigt – især omkring mund og næse.
På de falske udgaver vil detaljerne ofte være mere udviskede eller flade.
Samtidig kan man også se forskel på bagsiden af mønten, hvor kongekronens små sten kan mangle dybde og præcision.
Kig på kanten
Ægte 20-kroner har det, der kaldes en afbrudt riflet kant – altså små riller, der er tydelige og præcise.
På en falsk mønt kan disse riller være svagere eller utydelige, og det er derfor en god idé at mærke efter med fingrene.
For ny og blank?
Selvom det kan virke fint med en skinnende ny mønt, så er det værd at være skeptisk, hvis en mønt fra 2021 ikke viser tegn på slid.
Ifølge politiet ser mange af de falske mønter overraskende nye ud – og det kan være en advarsel i sig selv.
Vægten afslører også
En ægte 20-krone vejer præcist 9,3 gram.
Falske mønter er ofte lidt lettere, og hvis du har både en ægte og en mistænkelig mønt i hånden, kan du muligvis mærke forskellen.
Pas på store mængder mønter
Hvis nogen forsøger at betale med mange 20-kroner, bør du være ekstra opmærksom.
Politiet har set flere tilfælde, hvor folk prøver at købe dyr elektronik med falske mønter.
Butikker har faktisk ret til at afvise betaling med mere end 25 ens mønter – både af praktiske og sikkerhedsmæssige grunde.
Først publiceret: 10. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 10. februar 2026 kl. 7:30








