Populær app til rejser lukket: Her skal du købe billet fremover
DOT billetter-appen lukker. Nu skal digitale billetter til bus, tog og metro købes i andre apps. Se her, hvad ændringen betyder for dig.
Fra tirsdag16. december er det slut med at købe billetter i DOT Billetter-appen. Efter seks år er appen lukket, og fremover skal digitale billetter og pendlerkort til bus, tog, letbane og metro købes i Rejsebillet-appen eller via Rejsekort-appen.
Alle billettyper er allerede flyttet over i de nye løsninger. Det gælder Ungdomskort, Pendlerkort, Pendler20, Erhvervskort, Enkeltbillet, City Pass, Eventbillet og 12-timersbillet.
Dermed er overgangen nu fuldt gennemført.
Ifølge DOT handler lukningen om at samle billetkøb i færre, landsdækkende løsninger.
”Nu har vi nået vores mål om at samle kunderne i fælles løsninger. Det gør det nemmere for passagererne og mere effektivt for trafikselskaberne. Med Rejsebillet og Rejsekort-app er det nu muligt at købe billet eller checke ind fra mobilen i hele Danmark,” siger Stine Sander, formand for DOT og direktør for kunder og kommunikation i Movia.
To apps dækker hele landet
Rejsebillet-appen bruges til at købe billetter og pendlerkort til kollektiv transport i hele Danmark. Her kan man blandt andet købe enkeltbilletter og pendlerkort direkte på mobilen.
Rejsekort-appen er et alternativ for dem, der foretrækker at checke ind og ud på rejsen, ligesom med det fysiske rejsekort. Appen har allerede over to millioner brugere.
DOT Billetter-appen lukker for selve billetsalget den 16. december, men kan fortsat bruges til trafikinformation frem til 31. december.
Fremover kan du rejse på disse måder
DOT billetter-appen er lukket. Fremover kan du rejse på følgende måder:
Rejsebillet-appen
Køb billetter og pendlerkort til bus, tog, metro og letbane i hele landet.
Rejsekort-appen
Check ind og ud på rejsen med mobilen.
Basiskort
Et fysisk rejsekort uden app. Kan fortsat bruges som hidtil. Du skal ikke gøre noget.
DOT Billetter-appen kan bruges til trafikinformation frem til 31. december.
Guides findes på dinoffentligetransport.dk/skiftapp.
Hvad betyder det for dig som passager?
Hvis du tidligere har brugt DOT Billetter-appen, skal du fremover hente enten Rejsebillet-appen eller Rejsekort-appen for at kunne rejse med kollektiv transport via mobilen.
DOT oplyser, at der findes guides til både Rejsebillet og Rejsekort-appen, som trin for trin viser, hvordan man kommer i gang.
Guiderne kan findes på dinoffentligetransport.dk/skiftapp.
Basiskortet ændrer sig ikke
Lukningen af DOT Billetter-appen har ingen betydning for Basiskort.
Basiskort er et fysisk rejsekort uden app og smartphone. Det kan fortsat bruges som hidtil til at checke ind og ud i bus, tog, metro og letbane.
DOT er et samarbejde mellem DSB, Movia, Metroselskabet og Hovedstadens Letbane og står for kundeservice, trafikinformation og billetsystemer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn.
Først publiceret: 19. december 2025
Artiklen er sidst opdateret 19. december 2025 kl. 7:19