Få fuldt udbytte til årets største shoppedag

Hvert år griber mange muligheden for at købe gadgets og julegaver på tilbud på black friday, men hvor kan du score den bedste deal?

Nogle butikker forsøger at give sig selv en fordel ved at udvide konceptet til "black week" eller endda "black month" for ikke at begrænse forbrugerne til en enkelt dag, siger forbrugerøkonom Ida Marie Moesby. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

For en tilbudsjæger kan black friday være en festdag, hvis du sigter efter at spare stort.

Et godt tip er at holde øje med elektronikkæderne, især hvis du er på rov efter en opgradering af din smartphone.

Det fortæller Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea.

“Fordi der som regel bliver lanceret en ny iPhone hvert år, ved butikkerne, at efterspørgslen på den “gamle” model vil falde. Derfor forsøger de ofte at afsætte så mange som muligt, inden næste generation præsenteres.”

“Det betyder, at der kan være gode chancer for at finde et rigtigt godt tilbud på en ny mobil, hvis det er noget, du lurer på,” forklarer hun.

Butikkerne vil af med restlager

Knaldtilbud på elektronik og gadgets er ikke noget nyt, men det varierer, hvilke produkter der trækker størst opmærksomhed, forklarer forbrugeranalytiker hos Pricerunner Brian Kjer Sommer.

“For to år siden var airfryeren det nye sort, og sidste år var ismaskinen den helt store højdespringer, hvor salget steg med næsten 400 procent sammenlignet med 2023,” siger han.

Han fortæller, at efterspørgslen på airfryers er faldet de seneste par år, og at det derfor sagtens kan tænkes, at butikkerne ligger inde med et restlager, de vil forsøge at komme af med.

“Til black friday sidste år blev der solgt 63 procent færre airfryers, end det var tilfældet for to år siden. Så hvis du vil investere i en airfryer eller skifte til en større model, der har plads til juleanden, kunne i år være en oplagt mulighed,” siger Brian Kjer Sommer.

Pizzaovne kan være årets gadget

Han kigger dog et andet sted efter det, der kan gå hen og blive årets helt store gadget.

“Vi har bemærket stor trafik og øget interesse på pizzaovne indtil videre i år, så det kan være et forsigtigt bud på en kandidat til årets gadget på black friday,” siger Brian Kjer Sommer.

Ida Marie Moesby siger, at det ikke kun gælder elektronik som telefoner, tv og gadgets. Der er også andre produkter, der fylder meget – bogstaveligt talt.

“Det lyder meget lavpraktisk, men varer som vaskemaskiner, køleskabe og opvaskemaskiner kan ofte købes med store besparelser, da de hurtigt udgår af sortiment, og fordi de er upraktiske for butikkerne,” siger hun.

Black friday er derfor en oplagt anledning for elektronikvirksomhederne til at skyde nogle varer afsted, der samler støv på lageret.

Undgå at lade dig rive med

En win-win-situation, hvis det ikke er alfa og omega for dig at have det seneste nye grej.

“Elektronik falder i værdi med det samme, når der kommer en ny model, og hårde hvidevarer fylder meget.”

“Hvis det ikke er altafgørende for dig, at din vaskemaskine, køleskab eller fladskærm er den seneste nye model, kan der være mange penge at spare,” siger Ida Marie Moesby.

Hun advarer dog også om, at du skal undgå at lade dig rive med, inden du går amok med kortet.

“Det er i butikkernes interesse at få os til at købe så meget som muligt, også selv om vi ikke nødvendigvis mangler det.”

“Derfor er det en rigtigt god idé at overveje, om du har brug for de varer, du kan finde på udsalg. Et tilbud er nemlig kun godt, hvis du reelt set skal bruge varen,” siger hun.

Hold hovedet koldt til black friday

Black friday finder sted den sidste fredag i november hvert år, og du skal huske at have hovedet med, før du går i tilbudskrig.

* Spørg dig selv, om du har brug for produktet. Du sparer ingenting, hvis du køber ting, du ikke har brug for.

* Tjek prisen, ikke procenterne. Hold øje med prishistorik, og sammenlign priser i flere forskellige butikker, så du undgår de såkaldte elevatorpriser. Et salgstrick, hvor virksomheder øger deres priser drastisk en måned før udsalg, for derefter at sætte dem ned igen og markedsføre det som et vildt tilbud.

* Se på modellen. Udsalg bruges ofte til at rydde ud i lagre. Tjek op på, hvor gammel modellen er, og om den passer til dit behov.

* Kend dine rettigheder. Du har 14 dages fortrydelsesret online, men ingen automatisk returret, hvis du køber fysisk i butikkerne. Reklamationsretten gælder også nedsatte varer.

* Pas på svindel. Klik ikke på links i mails og sms’er. Tjek altid op på webshops for CVR-nummer, kontaktinfo og e-mærke, før du handler.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

Først publiceret: 19. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 19. november 2025 kl. 6:33

Se, hvad vi ellers skriver om: