Advarsel: Fornyelse af sundhedskort sendt på SMS er svindel

En avanceret svindelbølge rammer netop nu danskere over hele landet. En sms om at forny dit sundhedskort ser troværdig ud, men er fup. Trykker du på linket, risikerer du at aflevere dit CPR-nummer, kreditkort og MitID til kriminelle. Se hvordan SMS'en ser ud her.

Du tror, du er igang med at bestille et nyt sundhedskort. Men i virkeligheden er det kriminelle, der står bag.

En ny type svindel breder sig netop nu i hele Danmark.

Mange modtager en sms, der ser ud til at komme fra det offentlige med beskeden om, at deres sundhedskort er ved at udløbe

I beskeden er der et link til siden sundhedsinfo.com.

Alt ser troværdigt ud

Trykker man på linket, bliver man mødt af en falsk side, der ligner det officielle sundhed.dk med logo og alt.

Her vises en formular med overskriften “Forny dit sygesikringskort” og teksten: “Dit nuværende sundhedskort er ved at udløbe. For at sikre adgang til sundhedsydelser bør du bestille et nyt kort med det samme. Dette sikrer, at dine rettigheder forbliver aktive, og at dine sundhedsudgifter fortsat dækkes uden afbrydelser.”

Formularen beder modtageren om at udfylde navn, CPR-nummer, adresse, telefonnummer og e-mail.

Alt ser troværdigt ud – men det er svindel. Men den intetanende modtager opdager det ikke.

Vil have dit kreditkort

Når man har indtastet sine oplysninger, bliver man sendt videre til en betalingsside.

Her kan man vælge at få leveret det nye kort med PostNord for 17 kroner eller med UPS for 26 kroner. Derefter bliver man bedt om at oplyse kreditkort og bekræfte betalingen med MitID, som ved en almindelig onlinehandel

Når man trykker godkend, har man ikke bare betalt for en fiktiv forsendelse, men samtidig udleveret alle sine personlige oplysninger: CPR-nummer, adresse, telefonnummer, e-mail, betalingskort og MitID-oplysninger.

Dermed kan de kriminelle både misbruge kortet og identiteten.

Din identitet er hacket

Du risikerer, at der efterfølgende er trukket langt større beløb end de 17 eller 26 kroner, der stod i beskeden.

Samtidig risikerer ofrene identitetstyveri, hvor svindlerne kan optage lån, handle på nettet eller få adgang til konti i offerets navn.

Kontakt Nets og politiet

Det offentlige sender aldrig sms’er med links til betaling eller krav om at bekræfte oplysninger via MitID. Hvis du ønsker at forny sundhedskortet, skal det altid ske via den officielle side sundhed.dk eller borger.dk

Hvis du har udfyldt oplysninger på siden sundhedsinfo.com, skal du straks kontakte Nets for at få spærret dit kort og anmelde sagen til politiet på telefon 114.

Du kan også kontakte din bank og få rådgivning om, hvordan du beskytter dig mod misbrug af kort og MitID

Sådan beskytter du dig

Tryk aldrig på links i SMS’er om sundhedskort, skat, postlevering eller lignende – heller ikke selvom beskeden ser troværdig ud.

Gå selv ind på den officielle hjemmeside, i det her tilfælde www.sundhed.dk, hvis du vil tjekke oplysninger.

Afgiv aldrig personlige oplysninger eller kortdata, hvis du ikke selv har taget initiativ til kontakten.

Brug MitID kun på kendte og sikre sider. Svindlere forsøger ofte at narre dig til at bekræfte betalinger.

Sådan bliver du svindlet – trin for trin

Du modtager SMS’en på din mobil – det ser ægte og tilforladeligt ud med linket sundhedsinfo.com.

 
 
En sms på dansk opfordrer modtageren til at opdatere sit sundhedskort via et link (https://sundhedsinfo.com) for at få fortsat dækning. Afsenderens nummer er +882285790190028. Det viste tidspunkt er 14:07. Dette kan være SMS svindel.

Når du trykker linket

Du har ikke fattet mistanke og klikker derfor på linket. Nu får du denne formular, der ligner et officielt skema fra sundhed.dk som du skal udfylde, for at få det nye sundhedskort.

Skærmbillede af en dansk hjemmesideformular på en mobil enhed til fornyelse af sundhedskort, der beder om navn, CPR-nummer, adresse, telefonnummer og e-mail, med en rød Bekræft-knap i bunden.

Du har udfyldt skemaet og bekræftet

Du har nu udfyldt skemaet med dit navn, cpr-nummer, adresse, telefonnummer og e-mailadresse. Det hele ser jo rigtig ud – og du trykker på “Bekræft”. Men du skal jo også have tilsendt det nye sundhedskort – og her kan du vælge at få det leveret af enten PostNord eller UPS. Igen – et ser jo fint ud, og det er vel hvad det koster at få sendt et brev med det nye sundhedskort. Du fortsætter til betaling.

En mobilskærm på sundhedsinfo.com viser leveringsmuligheder for et sundhedskort: PostNord for 17 kr. eller UPS for 26 kr. En knap nedenfor siger Fortsæt til betaling for at gennemføre din fornyelse sikkert.

Og så skal kreditkortet svinges

Nu kommer betalingen. Og her skal du så udfylde oplysningerne om dit kreditkort… som du sikkert har prøvet så mange gange før. 

…. men du har sikkert ikke givet oplysningerne til kriminelle. Før nu. Du er blevet svindlet.

En betalingsformular på en dansk hjemmeside beder om kreditkortindehaverens navn, kortnummer, udløbsdato og sikkerhedskode - plus muligheder for Visa og MasterCard. Fornyelse info nedenfor forklarer sikker betaling. På knappen står der JA, JEG BEKRÆFTER MIN BETALING.

Først publiceret: 7. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 7. november 2025 kl. 7:03

Se, hvad vi ellers skriver om: