Anne Hjernøe kan blive boende i huset efter sin mands død

Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix

Da tv-vært Anne Hjernøes mand, Jens Folmer Jepsen, døde i efteråret 2024, var det et stort tab for både hende og den aarhusianske kulturscene.

Midt i sorgen er der dog én ting, hun kan finde tryghed i: Hun kan blive boende i parrets fælles hjem i Åbyhøj, skriver Ekstra Bladet.

Det fremgår af tinglysningen, at huset, som Jens Folmer Jepsen købte tilbage i 1989, nu officielt er overdraget til Anne Hjernøe.

Den nye ejers pris er sat til 8.650.000 kroner, og overdragelsen er sket som en familiehandel.

Ifølge dokumenterne er salget gennemført af boet efter Jens Folmer Jepsen, som ud over Anne selv også tæller parrets fælles datter og Jens Folmers to børn fra et tidligere ægteskab.

Anne Hjernøe og Jens Folmer Jepsen blev gift i 2010 og nåede at være gift i 14 år.

Et livsforløb og en kærlighedshistorie

Deres fælles hjem i Aarhus har dannet ramme om både hverdage og højtider og også den helt særlige afsked, de valgte at holde, inden han døde.

Parret valgte nemlig at invitere venner og familie til en slags gravøl, mens Jens stadig var i live.

Det fortalte Anne Hjernøe selv i Kristeligt Dagblads podcast ‘Sørine & Livskraften’.

“Jeg begyndte simpelthen med at holde en tale og sige, at i dag er alt tilladt, at her må man græde, og man må grine”, sagde hun i podcasten og beskrev også, hvordan venner og familie, som hun kaldte “lavtflyvende engle”, hjalp til i den svære tid.

Arrangementet blev holdt i haven i Åbyhøj, hvor også musikeren Poul Krebs lagde vejen forbi og sang “Duerne flyver”.

Efterfølgende fortalte Jens Folmer Jepsen, hvor meget det havde rørt ham, og at det var en afsked, han aldrig ville glemme.

Først publiceret: 1. september 2025
Artiklen er sidst opdateret 1. september 2025 kl. 7:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og