Musik, debat og god stemning: Er du klar til sommerens store seniorfest?
Programmet for Seniorfestivalen 2025 er netop offentliggjort – og det bliver to dage fyldt med stjernestøv, debat og livsglæde i hjertet af sommerglade Marielyst.

Sæt kryds i kalenderen 23. og 24. juli.
Her slår Højskolen Marielyst og Faglige Seniorer igen dørene op til Seniorfestivalen – årets hyggeligste og mest inspirerende samlingssted for seniorer fra hele landet.
Og programmet for de to dage er klar.
Det spænder fra store musiknavne til tankevækkende talks og aktuelle debatter, er der lagt op til en festival, der både bevæger, beriger og underholder.
Musikalske højdepunkter med kendte navne
Musikken spiller som altid en central rolle.
Glæd dig til at opleve Anne Linnet, Michael Carøe, Steen Jørgensen, Kaya Brüel, Erik Grip og ikke mindst Lasse og Mathilde, der netop har markeret deres 50-års jubilæum.
Der bliver både fællessang, nostalgi og nye oplevelser under åben himmel.
Talks, foredrag og debat med kant
Men festivalen er meget mere end musik. Du kan høre Malene Schwartz fortælle om sit liv på scenen, og Leif Sylvester Petersen dele anekdoter fra et liv som kunstner, musiker og samfundsdebattør.
Du kan også blive klogere på sundhed og psyke, når den anerkendte psykolog og specialist Svend Aage Madsen gæster festivalen – og få et satirisk blik på samfund og alder med Roald Als.
Særligt i år er debatten i fokus med endnu flere arrangementer på Lille Scene, der har fået undertitlen “Debatteltet”.
Her sættes der spot på temaer som alderisme og diskrimination af ældre, når stærke stemmer som Tor Nørretranders, Eva-Marie Møller og Lotte Hvas går i clinch med emnet med forfatter Abelone Glahn som moderator.
Onsdag stilles der skarpt på seniorernes rolle i samfundet med temaerne seniorpolitik og seniorklar, mens torsdagens debatspor samler trådene under overskrifterne seniorsund og senior i livet.
Nyt spiseområde og mere luft i parken
Festivalområdet har også fået en kærlig hånd.
Parken er blevet trimmet, så der er mere plads og luft. Der er også skudt et helt nyt spiseområde op mellem to af skolens værelsesgange, hvor de glade festivalgængere kan nyde en kold forfriskning eller et lækkert måltid mad.
Fem år med fællesskab
Det er femte gang, Seniorfestivalen holdes, og år for år er festivalen vokset i både omfang og betydning.
Det er blevet en begivenhed, hvor fællesskab, livsmod og engagement blandt seniorer får lov at blomstre – og hvor nye venskaber og perspektiver opstår på kryds og tværs.
Du kan læse mere om festivalen, se hele programmet og købe din billet på seniorfestivalen.dk
Programmet for Seniorfestivalen 2025
Først publiceret: 3. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret 3. juni 2025 kl. 7:27