Advarsel: Svindlere udgiver sig for fagforening
Svindlere forsøger at narre følsomme oplysninger fra fagforeningsmedlemmer.

Flere medlemmer af pædagogernes fagforening BUPL er blevet kontaktet af svindlere, der udgiver sig for at være fra fagforeningen.
Med påstande om manglende kontingentbetaling forsøger de at lokke fortrolige oplysninger ud af folk – blandt andet MitID og kontooplysninger.
Meld det til politiet
Det får nu BUPL til at sende en advarsel til sine medlemmer.
“BUPL vil aldrig pr. telefon, sms eller e-mail bede om fortrolige eller personfølsomme oplysninger. Hvis man oplever at blive kontaktet af svindlere, bør man henvende sig til politiet. Det kan gøres via politiets hjemmeside. Svindlen bør anmeldes til politiet, uanset om man har udleveret følsomme oplysninger eller ej,” skriver fagforeningen på sin hjemmeside.
Tæt medlemsservice
Som en del af en tæt medlemsservice ringer medarbejdere i BUPL ofte til pædagoger. Blandt andet for at give råd og vejledning i aktuelle sager om eksempelvis dagpengeret, ansættelse eller BUPL-medlemskab.
Derfor kan det være svært at afkode, om en person, der ringer, rent faktisk er fra BUPL.
Derfor opfordrer BUPL til, at medlemmer, der har oplevet denne type svindel, også kontakter BUPL via “Mit BUPL”, så fagforeningen kan få et bedre overblik over problemets omfang
Beskeden fra BUPL gælder ikke kun pædagoger. Den er en advarsel til alle om at være ekstra varsomme i en tid, hvor digital og telefonisk svindel rammer bredt – især blandt ældre borgere.
Politiet opfordrer: Smid røret på
Politiet opfordrer generelt til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
Politiet, banken eller fagforeningen vil ikke bede om oplysninger på den måde.
Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra fagforeningen, der beder om personlige oplysninger, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til fagforeningens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.
Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Først publiceret: 19. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret 19. maj 2025 kl. 7:23