Chokmelding: Søs Egelind trækker sig fra Tivolirevyen

Linda P, Søs Egelind, Thomas Warberg og Kurt Ravn under et pressemøde for Tivolirevyen i Grøften i Tivoli i København. Søs Egelind har nu besluttet at trække sig fra showet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Når årets udgave af Tivolirevyen inviterer publikum ind i Glassalen fra 5. juni, bliver det uden Søs Egelind på scenen.

Skuespilleren har besluttet at trække sig fra showet. Det gør hun grundet forskellige forventninger til produktionen, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

“Jeg er nået frem til, at jeg ikke synes, det er et godt match. Så er det bedre at tage konsekvensen og overlade scenen til de andre på holdet, som jeg vil ønske masser af held og lykke med revyen,” lyder det fra Søs Egelind i pressemeddelelsen.

Her fremgår det, at revyen kører videre med de øvrige medvirkende, der tæller komiker Thomas Warberg, skuespiller Kurt Ravn og komiker Linda P, der står i spidsen for revyen som ny kreativ chef efter Lisbet Dahl.

“Jeg er utrolig ked af, at Søs har valgt at forlade revyen. Det synes jeg, er ærgerligt. Der er kun én Søs Egelind, og jeg mener ikke, hun kan eller skal erstattes,” siger Linda P i pressemeddelelsen, hvor hun samtidig siger, at hun glæder sig til at fortsætte arbejdet med showet.

Kemi er altafgørende

Søs Egelind trækker sig fra Tivolirevyen, inden prøverne på årets show er gået i gang. Hun blev annonceret som en af de medvirkende tilbage i efteråret.

Dengang var forventningsglæden stor fra den 66-årige skuespiller, der så frem til at blande skuespil og standup. Samtidig understregede hun vigtigheden af en god kemi på holdet.

“Kemi er bare altafgørende! For ofte bliver man bare sat sammen i en revy, og så skal man være sjov. Men her har jeg tanken om, at det bliver sjovt! Og lige så snart jeg har det sådan, begynder jeg at få idéer, som jeg glæder mig til at afprøve,” sagde Søs Egelind til Ritzau.

Tivolirevyen har premiere 5. juni i Glassalen i Tivoli.

Først publiceret: 10. april 2025
Artiklen er sidst opdateret 10. april 2025 kl. 11:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og