Flere kvinder over 80 år vil få brystkræft i fremtiden

Flere over 80 år vil få brystkræft, især den kræfttype, der er lettest at behandle.

Forskere ved endnu ikke præcis, hvorfor flere kvinder i denne aldersgruppe vil få brystkræft.

En sandsynlig forklaring er dog, at flere lever længere og er sundere end tidligere.

Det forklarer læge og ph.d.-studerende Frederik Palshof fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der står bag undersøgelsen.

“Vores levealder stiger, og samtidig er flere seniorer i dag ved godt helbred. Det betyder, at flere kan få stillet en kræftdiagnose og samtidig være raske nok til at tåle både operation og efterbehandling. For 20 år siden tilbød man ikke i samme grad kræftbehandling til seniorer, fordi de fysisk ikke kunne holde til det.”

Den mildeste form for brystkræft

Undersøgelsen viser også, at den type brystkræft, der stiger mest, er den såkaldte ER+/HER2- type.

Det er en form for kræft, hvor kræftcellerne er afhængige af hormonet østrogen for at vokse.

“Den gode nyhed er, at denne type kræft ofte har et mildere forløb og kræver en mindre intensiv behandling sammenlignet med andre typer af brystkræft,” siger Frederik Palshof.

Ældre patienter har særlige behov

Flere kræftpatienter over 80 år vil også betyde, at sundhedsvæsenet skal tilpasse sig.

Det skyldes, at risikoen for at have andre sygdomme samtidig med kræft stiger med alderen.

Samtidig tager det ofte længere tid for ældre at komme sig efter en behandling.

“Seniorer med kræft er typisk mere sårbare på flere områder. Det betyder, at vi skal have et stærkere sundhedsteam omkring dem for at sikre, at de kommer godt igennem behandlingen. Vi kan forvente et større behov for specialister i ældres sygdomme,” siger Frederik Palshof.

Årlig stigning på 2 procent

Undersøgelsen bygger på data fra 205.305 kvinder fra Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Tallene viser en årlig stigning på omkring 2 procent i antallet af brystkræfttilfælde hos kvinder over 80 år i perioden 2012-2021.

“Det er en stabil tendens, som vi forventer vil fortsætte i de kommende år,” siger Frederik Palshof.

Til gengæld viser undersøgelsen, at der ikke er en tilsvarende stigning i antallet af brystkræfttilfælde blandt yngre kvinder.

Først publiceret: 3. marts 2025
Artiklen er sidst opdateret 2. marts 2025 kl. 18:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og