Bare 22 gram om dagen kan øge din risiko for demens

Forskere fra USA har undersøgt, hvilke madvarer du bør undgå for at mindske risikoen for demens. De kommer også med bud på sunde alternativer.

Når vi bliver ældre, stiger risikoen for demens, men forskere har nu undersøgt, om bestemte madvarer kan bidrage til den risiko.

Demens rammer hvert år omkring 10 millioner mennesker på verdensplan, og WHO anslår, at hele 55 millioner mennesker lever med sygdommen.

Det har gjort demens til et vigtigt emne for forskere verden over, som undersøger, hvordan vi kan forebygge denne tilstand, der kan føre til hukommelsestab og gøre daglige opgaver svære at udføre.

En ny undersøgelse fra forskere ved nogle af USA’s førende universiteter afslører, at blot en lille mængde af en særlig type fødevare kan øge risikoen for demens med 13 procent. Det skriver Illustreret Videnskab.

Rødt kød øger risikoen

Ifølge undersøgelsen, der er udført af forskere fra Harvard, Massachusetts Institute of Technology og Mass General Brigham, er det især indtagelsen af rødt kød, der øger risikoen for demens.

De understreger, at risikoen særligt gælder forarbejdet rødt kød som bacon, spegepølse og pølser.

Forskerne har fulgt 133.771 personer over en periode på 43 år for at analysere sammenhængen mellem deres kost og risikoen for demens.

Resultatet viser, at blot 22 gram rødt kød om dagen – svarende til cirka to skiver bacon eller en hotdogpølse – øger risikoen for demens med 13 procent.

Forebyggelse med sundere valg

Heldigvis kan du selv gøre meget for at mindske risikoen.

Forskerne anbefaler, at du skærer ned på forarbejdet rødt kød og i stedet vælger sunde alternativer som fisk, kylling, plantebaserede proteiner og grøntsager.

Demens udvikler sig over mange år, og forebyggelse kan starte tidligt i livet.

Ved at justere dine madvaner og vælge fødevarer, der understøtter en sund hjerne, kan du hjælpe med at beskytte dit helbred på lang sigt.

Først publiceret: 23. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 23. januar 2025 kl. 9:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og