Falsk bankmand stjæler stort beløb fra 98-årig: Fortæl det ikke til nogen
98-årig lukker mand i jakkesæt med Nordea-skilt ind i sin bolig. "Fortæl ikke, at jeg har været her," siger han og stjæler betalingskort og koder - og hæver stort beløb,
Alder betyder ikke noget for de kriminelle, der ikke går af vejen for at stjæle selv fra en 98-årig kvinde.
Det skete forleden i Nivå i Nordsjælland, hvor mand ringede op og fortalte, at han var fra Nordea.
Den 98-årige kvinde fik fortalt, at hun havde overført 9000 kroner til Ukraine.
Kvinden kendte ikke til denne overførsel, og den falske bankmand forklarede så, at han ville komme hjem til kvinden for at sikre, at alt var ok.
Fortæl ikke jeg har været her
Inden for en time troppede han op i jakkesæt og med et Nordea-skilt på. Kvinden lukkede ham ind og talte med ham.
De aftalte, at hun ikke måtte fortælle nogen, at han havde været der.
Mens kvinden var på toilet, gik han selv ind i stuen. Dagen efter ringede kvinden til Nordea, og de oplyste, at der var hævet store beløb i flere hæveautomater.
Desuden opdagede kvinden, at hendes kort, kode og kontanter manglede i hendes taske.
Opfordring fra politiet
Nordsjællands Politi opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pin-kode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret.
Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.
Først publiceret: 13. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 13. november 2024 kl. 8:43