Morten Stig Christensen er død af et pludseligt hjertestop

Formand for Dansk Håndbold og tidligere sportschef på TV 2 Morten Stig Christensen er død. Han blev 65 år.

Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Morten Stig Christensen er død efter et pludseligt hjertestop. Formanden for Dansk Håndbold blev 65 år.

Han efterlader sig hustruen Anne Engdal Stig Christensen, fem børn og flere børnebørn.

“Jeg har i dag mistet mit livs store kærlighed, min livsfælle, min støtte, og Mortens fem børn har mistet deres fantastiske far.”

“Morten er her ikke mere, og det er helt uforståeligt. Vi beder om ro til at forstå vores meget pludselige og helt urimeligt store tab af en kærlig mand og far,” skriver Anne Engdal Christensen i en mail.

Blev kendt som håndboldspiller

Morten Stig Christensen blev kendt som håndboldspiller. Han fik debut på landsholdet allerede som 17-årig og opnåede 190 landskampe.

Han optrådte på klubplan for MK 31 i København og efterfølgende for SAGA, Gladsaxe HG, Stavanger og Tarup-Paarup IF.

Han var med ved tre OL-slutrunder, herunder i Los Angeles i 1984, hvor han var en af de såkaldte bolsjedrenge, der spillede i rød-hvide striber.

Kæmpede for fred

Morten Stig Christensen uddannede sig som folkeskolelærer og gjorde sig bemærket ved, at han undervejs i sin sportskarriere offentligt kæmpede for fred og imod atomkraft.

Han medvirkede også i filmen “Venner for altid” fra 1987, der handlede om unge og homoseksualitet.

Efter den aktive karriere blev han studievært på TV 2 og avancerede senere til sportschef på tv-kanalen.

I juni 2007 blev han generalsekretær og direktør i Dansk Håndbold, og i 2021 blev han udpeget som formand for håndboldforbundet i stedet for Per Bertelsen.

Dansk Håndbold i dyb sorg

Han har dermed en stor andel i den sportslige og organisatoriske fremgang, som håndboldsporten har oplevet de senere år.

“Vi er ramt af dyb sorg over tabet af Morten. Han brændte for foreningslivet og for at udbrede håndbolden, så sporten og fællesskabet kunne gøre en forskel for mennesker i alle aldre og udformninger.”

“Vores varmeste tanker og medfølelse går til Mortens familie,” siger Heino Knudsen, administrerende direktør i Dansk Håndbold på forbundets hjemmeside.

Først publiceret: 1. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 1. november 2024 kl. 16:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og