Advarsel: Disse webshops kan koste dig dyrt

Falske hjemmesider er blevet et kæmpe problem, og nu er svindlerne blevet så dygtige, at flere og flere danskere falder i fælden. Se her hvordan du spotter falske webshops.

Det kan være svært at se, at en webshop er falsk - og du er på vej til at blive snydt. Men der er værktøjer, der kan hjælpe dig.

Hummel-sko til 49 kroner. Et supergodt tilbud – hvis det var ægte.

En hjemmeside udgiver sig i øjeblikket for at være sportsgiganten Hummel, hvor der lokkes med billige varer, men det hele er ét stort svindelnummer.

Det kan dog være svært at se forskel på, om man har forvildet sig ind på den falske hjemmeside eller den rigtige. Det originale logo, billeder og endda samme skrifttype, har svindlerne kopieret direkte ind fra Hummels egen hjemmeside, så det ser autentisk ud.

Men hvis man ender på hummelonsale.shop – der nu er lukket ned – skal man vide, at den er falsk. Og svindlen er en del af en større tendens i samfundet.

Tusindvis snydt på falske webshops

En ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at antallet af folk, der bliver snydt ved onlinehandel er steget markant.

I 2022 blev 64.000 danskere snydt ved handel på falske webshops eller ved handel mellem privatpersoner.

I 2023 er tallet steget til 85.000, og er nu den form for it-kriminalitet, flest danskere er ofre for.

Og hvis du også er hoppet i fælden, er det ikke så underligt, mener ekspert.

Hummel er nogle af dem, der er hårdt ramt af falske hjemmesider. Derfor har de allieret sig med firmaet Patrade, hvor de får hjælp til at fjerne og monitorere de falske sider.

Svært at se forskel

De konkrete sager, som Hummel modtager, bliver sendt videre til advokat hos Patrade, Sabrina Uhrenholt, som specialiserer sig i blandt andet svindelwebshops.

“Det er et tiltagende problem, og Hummel har oplevet det meget,” siger Sabrina Uhrenholt til TV2 Østjylland

Hun fortæller, at svindlerne er blevet så dygtige og har udviklet deres metoder i så høj grad, at det kan være svært at se forskel på en falsk og en ægte hjemmeside.

“Svindlerne kopierer de originale siders opsætning, markedsføring og billeder. På den måde ser de autentiske ud, fordi det ligner det originale budskab,” siger advokaten.

“De sidste tre-fire år er svindelhjemmesider blevet ekstremt udbredt, og de er blevet så pæne i deres opsætning, at de lykkes med at snyde rigtig mange forbrugere,” siger Sabrina Uhrenholt.

Problem er forværret

Ved Hummel er det også de seneste år, at de falske hjemmesider virkelig har gjort sit indtog.

– Vi har oplevet den slags svindel de sidste ti år, men det er intensiveret de sidste tre år, siger Nicolai Johansen, kommunikationsansvarlig ved Hummel. 

Hvad kan du stole på?

På siden tjekpånettet.dk kan du tjekke troværdigheden på en specifik hjemmeside ved at taste hjemmesidens link.

Siden slår op i en række registre, som tjekker hjemmesiden for malware, phishing eller svindel.

Tast hjemmesidens link ind her

Han fortæller, at de ikke ved, hvor svindlerne kommer fra eller hvem, de er, men henvendelser fra kunder er med til at finde og lukke de falske hjemmesider ned.

For godt til at være sandt

Sabrina Uhrenholt advokerer også for, at kunder hjælper og kigger efter, om det nu er en reel hjemmeside eller ej.

Spørgsmål: Hvordan kan man se, om en hjemmeside er falsk?

“En god huskeregel er: Hvis det hele ser for godt ud til at være sandt, er det for godt til at være sandt. Hold øje med priserne; hvis det ikke er lige beløb, så tænk dig lige om en ekstra gang,” siger Sabrina Uhrenholt.

Sådan spotter du falske webshops

Det kan være svært at spotte hjemmesider, der er falske. Men det hjælper at være opmærksom på følgende:

1. For godt til at være sandt

  • Hvis priserne på produkter er unormalt lave, er det et klart advarselstegn. For eksempel hvis Ray-Ban solbriller sælges for 169,99 kroner, er det sandsynligvis svindel.
  • Skæve beløb er også ofte tegn på svindel. Det kan indikere, at der er en valutaberegnerrobot, som automatisk omregner priser til danske kroner, hvilket ikke er normalt for seriøse danske butikker.

2. Sprog og grammatik

  • Mange falske sider indeholder stavefejl og underlige oversættelser. For eksempel bliver ord som “shipping” nogle gange fejlagtigt oversat til “skibsfart” i stedet for “forsendelse”. Dette kan være en indikation af, at siden er lavet af nogen, der ikke har dansk som modersmål.

3. URL og domænet

  • Tjek altid, om domænet virker troværdigt. Et eksempel kunne være, at “www.rbforhandler.com” nok ikke er den officielle Ray-Ban hjemmeside. Det er snarere adressen på en falsk butik. Kendte mærker bruger ofte deres officielle domænenavn, som slutter med “.com” eller “.dk”, og sjældent ukendte domæner som “.info” eller “.biz”.

4. “Om os” og kontaktinformation

  • Mange falske sider har ingen eller meget sparsomme oplysninger under fanerne Om os eller Kontakt. Hvis der ikke er en rigtig adresse, e-mail eller telefonnummer, kan det tyde på, at det er en fupside.

5. Handelsbetingelserne

  • Falske butikker har ofte underlige eller mangelfulde handelsbetingelser. Selvom mange springer over at læse dem, er det her, man ofte opdager, at noget er galt. Uklare returneringspolitikker eller gebyrer kan være et faresignal.

6. Brug sikkerhedsværktøjer

  • Installér E-mærkets plugin, Sikker shopping. Det er et godt værktøj til at afsløre, om en webbutik er troværdig. Du kan finde og installere det plugin for ekstra sikkerhed, når du handler online. Du kan hente “Sikker shopping” her.
  • Se efter E-mærket, som er sikkerhed for, at webshoppen er autentisk. Du kan tjekke om webshoppen er tilmeldt, ved at taste webshoppes navn eller url her.

Først publiceret: 30. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret 30. oktober 2024 kl. 8:37

Se, hvad vi ellers skriver om:

og