Mange seniorcyklist vælter: Ny kampagne skal få tallet ned
Halvdelen af alle dræbte cyklister er over 65 år. Fem råd skal bringe ulykkestallet ned.
Andelen af ældre mennesker i Danmark er stigende.
Det samme er antallet af cykelulykker i den del af befolkningen, der er over 65 år.
Det oplyser Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
“Der er rigtig mange ældre mennesker, der cykler, og det er godt. Men der er også rigtig mange af dem, der kommer til skade på cyklen,” siger chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik Pernille Ehlers til Ritzau.
I 2022 blev der registreret over tusind alvorligt tilskadekomne seniorcyklister på de danske akutmodtagelser.
I 2009 lød tallet kun på lidt over 500.
Pernille Ehlers understreger, at løsningen bestemt ikke er at stoppe med at cykle.
En bedre balance er målet
En ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden skal derfor sætte fokus på, hvordan de ældre cyklister med små ændringer kan blive mere sikre i trafikken.
Kampagnen vil løbe over de danske tv-skærme og på sociale medier frem til den 22. september og sporadisk de næste tre år.
Rådet for Sikker Trafik giver i videoerne fem gode råd til cyklister over 65 år.
“En del af løsningen er, at gøre nogle ting, som gør det nemmere at holde balancen.”
“Det kan for eksempel være at vælge en cykel med lav indstigning, så man ikke skal stå på et ben. Det kan også være at bruge cykeltasker, der sidder bag på cyklen i stedet for kurven foran,” siger Pernille Ehlers.
Det skyldes også flere elcykler
Hun fortæller, at ulykkerne blandt de ældre cyklister kendetegnes ved oftest at være eneulykker, der sker, fordi de af forskellige årsager vælter.
“Det kan være, at de falder, når de skal af eller på cyklen, eller hvis de rammer kantstenen eller kører ned i et hul.”
“Og så skyldes en del af ulykkerne også et stigende antal af elcykler. De kører hurtigere, og de er tungere, så de er sværere at håndtere,” fortæller Pernille Ehlers.
11 procent af cyklister over 60 år er det seneste år væltet på en almindelig cykel. Tallet for elcyklister i samme gruppe er 17 procent, oplyser Rådet for Sikker Trafik i pressemeddelelsen.
“Omkring halvdelen af alle dræbte cyklister er over 65 år, så på med cykelhjelmen. Og det gælder sådan set alle.”
“Den kan redde dig fra at komme slemt til skade,” siger Pernille Ehlers.
Først publiceret: 10. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 10. september 2024 kl. 13:06