Troels Lund blev i Forsvarsministeriet: Store omkostninger at skifte
Trods opfordring om nyt job blev Troels Lund som forsvarsminister på grund af omkostningerne ved at skifte.
Da regeringen i sidste uge lavede en større ministerrokade, var en del øjne rettet mod Forsvarsministeriet og Troels Lund Poulsen.
Ville Venstre-formanden skifte ministerpost?
Det burde han gøre for at få mere tid til at være formand for Venstre, lød opfordringen i juni fra en fremtrædende Venstre-politiker, folketingsformand Søren Gade.
Men Troels Lund Poulsen blev som forsvarsminister, selv om jobbet i “perioder har været meget, meget arbejdskrævende”. Det siger han til Ritzau under et internationalt møde om Ukraine-støtte på Ramstein-basen i Tyskland.
– I og med at der nu er blevet et nyt ministerium for beredskab og samfundssikkerhed, vil det betyde, at jeg får frigivet en pæn mængde tid til også at kunne koncentrere mig om andre ting, siger Troels Lund.
For med udnævnelsen af Torsten Schack Pedersen (V) som minister for beredskab og samfundssikkerhed rykker næste delaftale under forsvarsforliget om beredskabet over til partifællen.
Dermed kan Troels Lund “i endnu højere grad være aktiv som en del af regeringen på alle de andre områder, jeg også har ansvaret for som partiformand”.
Men han var også opmærksom på, at Forsvarsministeriet de senere år har været ramt af mange ministerskift.
– Det er klart, at den sikkerhedspolitiske situation, vi står i, gør, at jeg også vurderer, at det mest rigtige vil være ikke at starte med en helt ny forsvarsminister.
– Jeg synes, der har været for store transaktionsomkostninger ved det, siger han.
Troels Lund Poulsen kigger nu mod et politisk efterår, hvor der i oktober skal forhandles en ny veteranaftale.
Derefter skal der vedtages en ny flådeplan i slutningen af året, lyder det.
Og samtidig fortsætter implementeringen af de to første delaftaler under forsvarsforliget og den fortsatte militære støtte til Ukraine.
I september begynder forhandlingerne om beredskabsforliget hos den nye minister Torsten Schack Pedersen.
/ritzau/
Først publiceret: 9. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 10. september 2024 kl. 15:56