Tre film er med i opløbet om at blive dansk oscarkandidat

Dansk Oscarkomité har valgt "Ekko af kærlighed", "Pigen med nålen" og "Vogter" til opløb om oscarindstilling.

Den Danske Oscarkomité har indsnævret feltet over danske oscarkandidater til tre film.

Det oplyser Det Danske Filminstitut i en pressemeddelelse torsdag.

Det er “Ekko af kærlighed” instrueret af Zara Zerny, “Pigen med nålen” af Magnus Von Horn og “Vogter” af Gustav Möller.

De tre film er med i opløbet om at blive den danske kandidat til oscarprisen, men der er stadig lang vej til den eftertragtede statue, der uddeles ved det årlige store show.

Senere skal feltet med de tre film snævres ind, så der kun står én dansk kandidat tilbage, som bliver indstillet som Danmarks bud.

Herefter ser en oscarkomité på alle landes bud på en film i kategorien, og feltet snævres yderligere ind. Til sidst er der kun fem film, som får en oscarnominering.

Jacob Neiiendam, der er forperson for komitéen og chef for filminstituttets internationale afdeling, ser stort potentiale i de tre film.

– Årets tre kandidater har det internationale potentiale, som det kræver for at komme i spil til en oscarnominering, siger han i pressemeddelelsen.

Med både “Ekko af kærlighed”, der er en dokumentar, samt to thrillere har komitéen valgt tre forskellige film, der på hver sin måde har markeret sig internationalt.

– “Ekko af kærlighed” blev vist på nogle af verdens største dokumentarfestivaler, “Pigen med nålen” blev udvalgt til hovedkonkurrencen i Cannes, mens “Vogter” var med i hovedkonkurrencen ved årets Berlinale. Tre meget forskellige titler, der viser spændvidden i dansk film anno 2024, lyder det.

Den Danske Oscarkomité består af ni repræsentanter fra filmbranchen og Det Danske Filminstitut.

Komitéen udpeger den endelige danske kandidat 19. september.

Hvert land kan indstille én film til nominering i kategorien International Feature Film.

Oscaruddelingen løber af stablen 2. marts 2025 i Dolby Theatre i Los Angeles.

/ritzau/

Først publiceret: 25. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 25. august 2024 kl. 16:41