Rekordmange sætter ekstra penge ind på deres pensionsopsparing

Aldrig tidligere har så mange indbetalt ekstra til deres pension som i år, viser tal fra Sampension.

Flere danskere tænker på deres tid efter arbejdslivet og vælger derfor at indbetale lidt ekstra til deres pensionsopsparing.

Og særligt i årets første seks måneder har rekordmange sat ekstra penge ind på deres pensionsopsparing hos Sampension, viser tal fra pensionsselskabet.

I de første seks måneder var der cirka 10.600 kunder, som frivilligt indbetalte ekstra til pensionen. Det er det højeste nogensinde i Sampension og en stigning på 10,3 procent i forhold til samme periode sidste år.

– Flere kan se, at der er nogle bedre muligheder for at sikre den levestandard, som man ønsker at have i pensionstilværelsen, ved at spare mere op.

– Og så handler det også om, at mange drømmer om selv at kunne vælge, hvornår det rigtige pensionstidspunkt skal være, siger Anne-Louise Lindkvist, der er kunderådgivningschef i Sampension.

De seneste fem år er antallet af kunder, som indbetaler ekstra steget med 41,6 procent.

Det er særligt de unge, som sætter flere penge til side.

Således er antallet af kunder under 35 år, der har indbetalt ekstra til pensionsopsparingen i Sampension, steget med 13,4 procent i første halvår af 2024 i forhold til samme periode sidste år.

Og de ekstra indbetalinger kan blive til en “pæn pose penge” på sigt ifølge Anne-Louise Lindkvist.

Så det er bestemt ikke uden betydning, at flere unge prioriterer at spare op til deres pension, understreger hun.

– Det kan batte rigtig meget, hvis man sparer mere op løbende. Det er selvfølgelig igen meget individuelt.

– Nogle har en rigtig god og fornuftig opsparing, og det er også typisk noget, der hænger sammen med, hvor tidligt man starter med at indbetale. For typisk er det sådan, at jo senere man starter, jo mere skal der til for at nå godt i mål, siger hun.

Særligt kvinder bør være opmærksomme på deres pensionsopsparing. Tal fra Danmarks Statistik viser, at kvinder i gennemsnit har 25 procent mindre på deres pensionsopsparing end mænd.

Forskellen i pensionsformuer opstår, fordi indkomsten for mænd er højere.

/ritzau/

Først publiceret: 7. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 7. august 2024 kl. 7:17