Falskmøntner fra Horsens idømt halvandet års fængsel

42-årig mand blev stoppet af politiet med 159.500 kroner i falske penge i bilen.

En 42-årig mand er torsdag ved Retten i Horsens idømt halvandet års fængsel for at fremstille falske pengesedler til en værdi af 159.500 kroner, oplyser anklager Anne Marie Jørgensen til Ritzau.

Straffen gives desuden for en række overtrædelser af færdselsloven, som manden også er dømt for, oplyser anklageren.

– Han valgte på stedet at anke dommen til Vestre Landsret med påstand om formildelse, fortæller Anne Marie Jørgensen.

Hvorvidt manden var skyldig eller ej, skulle retten ikke tage stilling til. Den 42-årige mand valgte nemlig ved dagens retsmøde at krybe til korset og erkende sig skyldig.

Blot en enkelt detalje i sagens anklageskrift var han uenig i. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod manden for at køre bil under påvirkning af kokain, men der var retteligt tale om amfetamin, lod manden forstå, oplyser anklageren.

Manden blev anholdt i april efter at være kørt over for rødt lys på Stationsvej i Slagelse.

I bilen fandt politiet 0,53 gram kokain, men der blev også fundet et større antal falske pengesedler.

Manden er dømt for at have modtaget de falske penge på sin hjemmeadresse i Horsens, hvor han har klippet dem til med en saks. Det var hans intention, at pengene skulle bringes i omsætning som værende ægte.

Ud over at være dømt for pengefalsk, færdselsforseelse og narkokørsel er manden også dømt efter straffelovens bestemmelse om at angive en uskyldig.

Da han blev stoppet af politiet, opgav han nemlig sin brors identitet, og det er strafbart.

Årsagen var efter alt at dømme, at manden selv var frakendt retten til at køre bil, så også det blev han torsdag dømt for.

Manden er tidligere dømt for pengefalsk. I december 2022 blev han idømt et år og ni måneders fængsel for at være i besiddelse af 120.000 kroner i falske sedler.

Manden har desuden en fortid som postrøver. I 2009 blev han idømt en straf på seks års fængsel for et røveri begået mod Allerød Postkontor.

Tidligere domme for det, der kaldes ligeartet kriminalitet, har betydning i straffesager, når der skal udmåles en straf. Ifølge anklageren har sagen om postrøveriet ikke været nævnt under den aktuelle sag.

/ritzau/

Først publiceret: 2. august 2024
Artiklen er sidst opdateret 2. august 2024 kl. 10:15