Dansker anholdt i Kenya efter seks måneder på flugt

En dansk statsborger mistænkes for at have ledet en international gruppe, der efterforskes for momssvindel.

En dansk statsborger er blevet anholdt i Kenyas hovedstad, Nairobi, efter mere end seks måneder på flugt.

Danskeren er mistænkt for at være blandt lederne af en international gruppe, der mistænkes for at have stået bag momssvindel for 85 millioner euro – svarende til omkring 634 millioner kroner.

Det skriver den Europæiske Anklagemyndighed (Eppo) i en pressemeddelelse, der blev udsendt mandag. Efterforskningen af sagen har fået kodenavnet Goliath.

Anholdelsen skete 23. maj.

Fyns Politi skriver på det sociale medie X, at den anholdte er en 50-årig mand fra Sydfyn, og at politikredsen har bistået med efterforskningen.

Manden flygtede fra Danmark for at undgå anholdelse inden en aktion mod en international forbrydergruppe, som Eppo gennemførte 22. november 2023, lyder det i pressemeddelelsen.

Ved den aktion blev en anden person, der var mistænkt for at være med til at udføre momssvindlen, anholdt.

Eppo skriver videre i pressemeddelelsen, at anholdelsen i maj er resultatet af en seks måneder lang overvågning, der er gennemført med støtte fra danske myndigheder, Tysklands føderale politi og kriminalpolitiet i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen.

5. juni kom den mistænkte til Frankfurt i Tyskland, og han er nu i politiet i Nordrhein-Westfalens varetægt.

Eppo har sat danskeren i forbindelse med en kriminel organisation, der har handlet med elektronikvarer – især Apple-hovedtelefonerne Airpods.

Organisationen er mistænkt for at undgå at betale skat ved hjælp af en momskarrusel. En momskarrusel er et system, der udnytter EU-regler om handel over landegrænser mellem EU-lande.

Det vurderes af Eppo, at denne momskarrusel har kostet EU og landenes budgetter 85 millioner euro.

Efterforskningen har vist, at de mistænkte har etableret selskabet i Tyskland, andre EU-lande og lande uden for EU for at kunne handle gennem en svindelkæde med handlende, der forsvandt uden at leve op til deres skatteforpligtelser.

Samtidig ville andre selskaber i svindelkæden kræve tilbagebetaling af moms fra landenes skattemyndigheder.

Københavns Politi er ifølge pressemeddelelsen den danske myndighed, der har støttet Eppo i efterforskning.

Eppo er EU’s uafhængige offentlige anklager, der har ansvar for efterforskning og retsforfølgelse af forbrydelser mod EU’s økonomiske interesser.

/ritzau/

Først publiceret: 11. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 11. juni 2024 kl. 14:40