Annette Heick: Dette hjalp mig i en svær tid
Et af Annette Heicks bedste minder er fællessang til Smukfest. Til sommer er hun for tredje gang syngende vært for Tivolis fællessangshow "Syng med i Tivoli".
Hvert år fejrer Annette Heick sankthans med bål i haven og fællessang.
Hun kan godt lide den måde musik og sang bringer mennesker sammen.
“Vi er kun ti stykker, men selvfølgelig skal vi da synge de her sange. Sangkulturen er noget af det allervigtigste, vi har, fordi vi bliver ved med at give det videre,” siger hun om sine sankthansaftener.
Det er ikke kun i haven, at den 52-årige entertainer får lov til at synge sammen med andre.
I løbet af sommeren er hun også “syngende vært” for fællessangshowet “Syng med i Tivoli”, der bliver afholdt i forlystelsesparken på udvalgte torsdage.
Det er tredje gang, at konceptet løber af stablen, og det er også tredje gang, at Annette Heick er vært.
“Det er unge og gamle, studenter og spædbørn og alt i mellem, der samles på plænen i Tivoli. Jeg tror, at uanset hvilken alder man har, så bliver man draget af livemusik. Det er en fest,” siger hun.
Et af de bedste minder
Fra juni til august får hun besøg af Maria Montell, Bryan Rice, Michael Carnøe, Zindy Laursen, Lonnie Devantier og Gry Johansen-Meilstrup, der skal stå på scene og synge for.
Fællessang er også et af de bedste minder, som Annette Heick har fra musikken.
“Sidste år var jeg på Smukfest, hvor jeg også skulle lave et fællessang-arrangement. Det var tidligt om lørdagen, og de havde glemt at annoncere, at jeg kom, så der tænkte jeg: “Der kommer ikke et øje”, siger hun og fortsætter:
“Men der kom over 20.000 mennesker. Det var simpelthen så overvældende, at jeg nærmest ikke tror, at jeg har absorberet det.”
Dette hjalp mig
Musik har altid spillet en stor rolle i Anette Heicks liv.
Det gjorde det også, da hendes mand, kokken Jesper Vollmer, var ude for en ulykke, der næsten kostede ham livet.
I 2015 var han ude for en badeulykke i Thailand, hvor han fik knust en nakkehvirvel.
“Jeg havde en periode i flere år efter ulykken, hvor jeg havde det enormt svært. Der havde jeg en playliste med en masse sange fra 70’erne, som jeg har samlet sammen,” siger Annette Heick.
Hun fortæller, at der blandt andet er sange fra Carly Simon og Joni Mitchell på playlisten.
“Det hjalp mig bare igennem den svære periode. Det var musikken, der gjorde udfaldet. Jeg kunne ligesom finde tilbage til min grundessens,” siger Annette Heick.
Sammen med sin mand har Annette Heick virksomheden Rå. Men for en måned siden besluttede hun, at hun ikke længere skulle være en del af virksomheden.
“Jeg skal bruge mine kræfter i underholdningsverden, som jeg brænder for. Så det er simpelthen sådan en god beslutning at få skruet op og ned de rigtige steder,” siger hun.
Først publiceret: 27. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 27. maj 2024 kl. 14:25