Svindlere havde mobilt hovedkvarter og narrede ældre

En 18-årig har tilstået sin rolle i svindel af ældre og er som den tredje blevet dømt i sagen.

Gerningsmændene sad i en bil på en parkeringsplads i Nordsjælland, hvorfra de kørte rundt og svindlede ældre.

Under påskud af at være ansat i en bank, hos politiet eller lignende ringede en 18-årig mand i efteråret gentagne gange til sine ofre for at narre penge fra dem.

Han har tilstået sin rolle i sagen og er blevet dømt.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som har efterforsket sagen og ført den for Retten i Hillerød, hvor den 18-årige har fået en straf på fængsel i et år og ni måneder.

Dommen afslutter en sag, som tidligere i maj førte til dom mod to brødre.

Den ene blev idømt tre års fængsel, mens den anden blev straffet med fængsel i to år og ni måneder.

“Jeg er tilfreds med, at alle tre mænd nu er blevet idømt hårde straffe. De har helt systematisk gået efter ældre kvinder og udnyttet deres værgeløshed og tro på, at de dømte ville hjælpe dem med at afværge et angreb,” siger specialanklager i NSK Rasmus von Stamm i en pressemeddelelse.

Så meget svindlede de to brødre for

Den 18-årige mand er dømt for at have deltaget i 36 forhold om bedrageri.

Brødrene, som blev dømt 1. maj, tilstod tilsammen 60 forhold om svindel til en værdi af cirka fem millioner kroner.

Fremgangsmåden var at ringe til ofrene – fortrinsvis ældre kvinder – og udgive sig for at komme fra banken, politiet eller lignende og på den måde lokke hævekort og oplysninger ud af ofrene.

Snød fra det rullende kontor

Gerningsmændene havde en bil holdene på en parkeringsplads nær Frederikssund i Nordsjælland.

Herfra foretog de opkaldene, og efterfølgende kørte de ud til deres ofre.

“NSK fik oplysninger om de tre mænd i august 2023, hvorefter vi iværksatte en efterforskning og begyndte at overvåge dem. Her kunne vi hurtigt konstatere, at de brugte bilen som et rullende kontor,” fortæller Rasmus von Stamm i pressemeddelelsen.

Sammenlagt blev ofrene i de forhold, som den 18-årige har tilstået, bedraget for over en million kroner.

Derudover fik svindlerne i forbindelse med de forhold, hvor den 18-årige deltog, deres ofre til at udlevere smykker og kontanter til en værdi af mere end 200.000 kroner.

Først publiceret: 23. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 23. maj 2024 kl. 13:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

og