Panik på Badehotellet: Skuespiller trådte til i helt ny rolle

I de ti år Fabian Wullenweber har instrueret "Badehotellet", har han aldrig haft en eneste sygedag. Indtil finalesæsonen. Derfor måtte Mads Wille bag kameraet.

Her ses Skuespiller Mads Wille med sin kæreste, Thilde Maja Frederiksen. Foto; Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix

I sin tiende sæson foran kameraet som grev Ditmar i “Badehotellet” endte skuespilleren bag, Mads Wille, i en helt anden rolle under optagelserne af den igangværende finalesæson.

Med undtagelse af tre afsnit i “Badehotellets” allerførste sæson tilbage i 2013 har instruktør Fabian Wullenweber instrueret samtlige afsnit i de resterende sæsoner af successerien.

Indtil finalesæsonen, som netop nu ruller over skærmen.

Det skriver TV 2.

“Et helvede”

Fabian Wullenweber blev ramt af corona og skulle holde sig hjemme.

Der blev sat en skærm op i hans lejlighed, så han kunne følge med i optagelserne og instruere fra distancen gennem holdets indspilningsleder, han havde i røret.

Men Fabian Wullenweber var for syg til at gennemføre.

“Det var et helvede at komme gennem den dag,” siger han til tv2.dk.

Det koster hundredtusindvis af kroner at aflyse en optagedag på en tv-serie som “Badehotellet”, skriver TV 2.

Så derfor måtte man finde en sygevikar, og her faldt valget på Mads Wille.

Ved siden af skuespillet – blandt andet med roller i “Dronningen”, “Hvidsteen gruppen” og “Forbrydelsen” – har han også instrueret en række teaterstykker.

Håber man ikke kan se forskel

Mads Wille instruerede tre dage, og der blev rykket rundt på optagelserne, så Mads Wille skulle instruere scener med færre skuespillere frem for de store fællesscener.

Han instruerede dog nogle af kollegernes sidste scener i “Badehotellet”, som lukker nu efter ti sæsoner.

“Det var i sig selv rimeligt bevægende faktisk”, siger Mads Wille til tv2.dk.

Mads Wille tilføjer til mediet, at han håber, seerne ikke kan se forskel på skærmen, hvad der er instrueret af ham, og hvad der er instrueret af Fabian Wullenweber.

Vi er blevet hinandens livsvidner

Mads Wille har været en del af “Badehotellet” siden første sæson i 2013.

Han entrerede seriens andet afsnit i rollen som godsejeren grev Ditmar, der må leve et dobbeltliv for at udleve sin seksualitet, der blev betragtet som en sygdom i datidens Danmark.

Den 52-årige skuespiller troede, han kun skulle medvirke i et par afsnit. Nu er han med til at lukke og slukke “Badehotellet” efter ti sæsoner.

“Jeg føler, jeg sætter et punktum for en lang rejse, jeg ikke vidste, jeg skulle ud på,” sagde Mads Wille på et pressemøde forud for premieren på tiende sæson i februar.

“Jeg føler faktisk næsten mere, det bliver et privat kapitel, der bliver sluttet af efter denne her epoke, fordi som årene er gået, er vi også blevet hinandens livsvidner.”

Vi har stået med hinanden i alle situationer

Under optagelserne blev Mads Wille også far for første gang, da hans kæreste, skuespiller Tilde Maja Frederiksen, i 2019 fødte parrets søn.

“Jeg har selvfølgelig udviklet mig som menneske i de ti år. Det er en epoke, og der sker virkelig noget på ti år,” lød det fra Mads Wille.

“Jeg har fået en dejlig dreng – og det har andre også fået undervejs – og er helt klart et mere modnet menneske nu på den anden side af de her ti år. Det er sjovt at se tilbage på.”

Ude i kulissen er der opstået et fællesskab og en fortrolighed, som har udviklet sig til venskaber.

“Det er sådan, når man laver film, teater og tv, at man møder op, også på de vilde dage, hvor der er sket noget fantastisk smukt eller noget sorgfuldt og trist – hvis vi overhovedet kan – og gør vores ting.”

“Så vi har stået der med hinanden i alle de situationer og fortalt hinanden om, hvad der foregik,” fortalte Mads Wille.

Først publiceret: 17. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 17. april 2024 kl. 7:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og