Tv2 laver fiktionsserie om dronning Margrethe
"Af Guds nåde" er arbejdstitlen på en kommende fiktionsserie om dronning Margrethe, som TV 2 er i gang med.
Først blev dronning Margrethes liv skildret i en musical på Det Kongelige Teater i København.
Nu skal hendes historie filmatiseres.
Produktionsselskabet Sam Productions og TV 2 er i gang med at udvikle en fiktionsserie, som har arbejdstitlen “Af Guds nåde”.
Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
Det er kanalens håb, at serien kan bidrage til en større forståelse af kongehusets betydning for, hvem vi er som danskere, og hvordan den samfundsmæssige udvikling har smittet af begge veje, uddyber senior executive producer på TV 2 Pernille Bech Christensen.
“Af Guds nåde” er en vigtig historie om alle os danskere fortalt med udgangspunkt i det danske kongehus og med Margrethe som omdrejningspunkt for historien,” siger hun i pressemeddelelsen.
På godt og ondt
Serien tager sin begyndelse i 1940 og vil skildre den kongelige familie på godt og ondt, på de bonede gulve og i de politiske dilemmaer. Men først og fremmest er det en fortælling om en pige og hendes familie, lyder det.
“Det er fortællingen om en familie, om en institution og om en anakronisme, der kæmper for at bevare sin relevans i en moderne tidsalder. Kongehuset er noget, alle danskere deler, uanset om man er tilhænger, modstander eller bare midt imellem,” siger Pernille Bech Christensen videre.
Blandt de kreative kræfter bag “Af Guds nåde” er blandt andre Søren Sveistrup, som har stået bag de prisvindende krimisuccesserier “Kastanjemanden” og “Forbrydelsen”.
Gik i gang før tronskiftet
Sam Productions har udviklet tv-serien gennem det seneste halvandet år i samarbejde med TV 2 – altså længe inden at dronningen abdicerede og overlod tronen til kong Frederik.
Serien forventes at gå i optagelse i 2025.
Der er endnu ikke sat navne på rollelisten.
Da musicalen “Margrethe” havde premiere i 2022, blev hun portrætteret af fire skuespillere, som skildrede fire forskellige aldre: Ulla Henningsen, Xenia Lach-Nielsen og Emilie Groth. Fire børneskuespillere spillede på skift dronning Margrethe som barn.
Prins Henrik, der gik bort i 2018, blev spillet af Peter Schrøder.
Først publiceret: 6. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 6. februar 2024 kl. 8:41