Regnefejl i Skattestyrelsen koster op mod 80 millioner
1,1 millioner danskere er blevet opkrævet for lav rente for restskatten for 2022. De får ingen ekstraregning.
Et par simple indtastningsfejl ender formentlig med at koste statskassen op mod 80 millioner kroner.
Det viser en orientering fra skatteminister Jeppe Bruus (S) til Folketingets Skatteudvalg ifølge Børsen.
Af redegørelsen fremgår det, at der er sket en fejl, da man i Skattestyrelsen skulle indtaste den rentesats, som lægges oven i restskatten hos de borgere, der har betalt for lidt i skat i 2022.
Derfor er der opkrævet 0,5 procentpoint for lidt i rente af de cirka 1,1 millioner skatteydere, som er berørt af fejlen.
Det svarer her og nu til 58 millioner kroner, men beløbet forventes at stige med yderligere 22 millioner kroner, i takt med at de eksisterende årsopgørelser for 2022 genberegnes, fordi der indløber nye indberetninger.
Skatteforvaltningen har undersøgt mulighederne for at opkræve den manglende rentebetaling, men vurderer, at det på grund af andre opgaver ikke kan lade sig gøre.
– Skatteforvaltningen er dog i gang med at afklare, hvorvidt der kan igangsættes en målrettet efteropkrævning af en mindre andel af beløbene, så tabet begrænses.
– Det forventes dog, at langt størstedelen af de for lidt opkrævede beløb skal afskrives, hedder det i orienteringen.
Skattestyrelsen har nu indført en ny arbejdsproces, som skal forhindrer, at fejlen sker igen.
/ritzau/
Først publiceret: 21. december 2023
Artiklen er sidst opdateret 21. december 2023 kl. 14:10