Ulla Terkelsen fyret
Tv-korrespondenten for Tv2 har længe haft et arbejde som klummeskribent for Jyllands-Posten. Men en ny fyringsrunde sætter en stopper for samarbejdet med Ulla Terkelsen.
I en årrække har TV2-korrespondent Ulla Terkelsen forfattet klummer til Jyllands-Postens læsere.
De har blandt andet handlet om tysk politik, digitaliseringens slagside og afghanske pigers skæbner.
Men nu er det slut.
Den 79-årige journalist skal ikke længere skrive for avisen som led i en fyrringsrunde.
Det oplyser Jyllands-Posten til fagbladet Journalisten.
Vil spare penge
At den kendte journalist bliver sat fra bestillingen, sker ikke på grund af klummernes kvalitet, lyder det fra Jyllands-Posten.
”Ulla Terkelsen har skrevet for os de seneste par år, og det har vi været rigtig glade for. Men igen, så handler det om at spare penge,” siger Marchen Neel Geertsen, der er konstituerede ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, til fagbladet.
Fagbladet skriver, at den seneste besparelsesrunde har ramt otte fastansatte og syv faste freelancere fra printsekretariatet.
Der er desuden blevet afskediget 13 medarbejdere på redaktionerne.
Fem medarbejdere har indgået en frivillig fratrædelsesaftale.
Begyndte for over 50 år siden
Ulla Terkelsen er opvokset i Aarhus.
Hun arbejdede første gang som korrespondent fra en af verdens brændpunkter i Nordirland. Det var tilbage i 1969.
Siden har Ulla Terkelsen flere gange haft verden som sit arbejdsmæssige omdrejningspunkt.
I dag arbejder Ulla Terkelsen som international korrespondent for Tv2 med udgangspunkt i Frankrig, hun bor til daglig i den sydfranske by Cannes.
Hun har sønnen, Nicholas Hawtin, der er 55 år gammel.
Først publiceret: 13. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. oktober 2023 kl. 9:43