Fik slottet i gave: Forlanger mere end 20 millioner

Syv år efter at have fået Sophienlyst Slot i gave af sin mand sælger Susan Astani-Kjær nu slottet på Fyn for over det dobbelte af den oprindelige pris, der var på 11,9 millioner kroner.

I april fejrede advokaten og rigmanden Christian Kjær sin 80-års fødselsdag. Den blev holdt på Sophienlyst Slot på Fyn, som hustruen, Susan Astani, tidligere havde fået som gave af Christian Kjær. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Snart lukker hun slotsdørene for sidste gang.

Hustruen til erhvervsmanden Christian Kjær, Susan Astani-Kjær, kaster håndklædet i ringen og sælger sit Sophienlyst Slot.

Baggrunden for salget skal findes i skattereglerne.

Det fortæller Susan Astani-Kjær til BT.

Med tungt hjerte

Tilbage i 2016 købte Christian Kjær slottet, der ligger på Vestfyn.

Det rummer 1344 kvadratmeter med 17 værelser og to svømmebassiner.

Og som en kærlighedserklæring overrakte han Susan Astani-Kjær det milliondyre slot.

I dag gør det ondt på Susan Astani-Kjær, at hun må sige farvel til det.

“Det er med tungt hjerte, det er ikke med glæde,” lyder det fra Susan Astani-Kjær til avisen.

Kan ikke overskue skatteregler

Sophienlyst Slot har aldrig været hjemsted for Susan Astani-Kjær og Christian Kjær, da familien har boet i Schweiz i de seneste år.

Det er netop parrets tilværelse i udlandet, som er grunden til salget.

“Hvis jeg ikke selv kan bruge det, når det passer mig, og min mand skal betale, når han skal holde fødselsdag på slottet, så giver det ingen mening at beholde det. Jeg kan ikke overskue det med alle de skatteregler, vi har i Danmark,” siger Susan Astani-Kjær.

Børnene var ikke inviteret til fest på slottet

I foråret afholdt Christian Kjær en stor fødselsdagsfest på Sophienlyst Slot, hvor blandt andre formand for Moderaterne og nuværende udenrigsminister, Lars Løkke, deltog.

Flere af Christian Kjærs børn gjorde dog ikke det samme.

Det kan du læse mere om herunder:

Her er prisen

Siden Susan Astani-Kjær, der er læge, modtog slottet som en gave af sin mand, har Susan Astani-Kjær både brugt energi og penge på det, fortæller hun.

Oprindeligt blev slottet købt af Christian Kjær for 11,9 millioner kroner.

Ifølge det nuværende salgsopslag er prisen sat til 29 millioner kroner.

Først publiceret: 9. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret 9. oktober 2023 kl. 9:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og