Det vidste du ikke om kaffe: Så supersund er den sorte drik

Nyd du blot din kaffe. Undersøgelser viser, at flere kopper kaffe om dagen er sundt for helbredet og har en beskyttende effekt mod kræft, Parkinson og en lang række andre alvorlige sygdomme.

Listen med kaffens positive indvirkninger på kroppen er lang.

Jeg elsker en tidlig morgentur på min motorcykel – en BMW fra 1987. Og efter en tur med frisk luft i ansigtet og luft under vingerne glæder jeg mig til en skøn, varm kop kaffe.

Men gisp.. er den herlige sorte drik egentlig sund? Eller farlig?

Mange myter florerer, men fakta og tal kan som bekendt knuse enhver god diskussion, som baserer sig på gætterier og forældede opfattelser.

Kaffe har været mistænkt for at være usundt – som alt det vi nyder som regel er. Men i dette tilfælde slår bevisførelsen hårdere end Holger Rune gør i en tenniskamp.

For listen med kaffens positive indvirkninger på kroppen er lang.

1. Rig på B-vitamin

Kaffe er rig på B-vitaminer og ikke mindst magnesium, som ofte anbefales ældre i pilleform – men det er da sjovere at få det i kaffen.

2. Mindsker risiko for hjertekarsygdomme

Hjertet takker dig også, hvis du indtager 3-4 kopper om dagen, da stofferne i kaffen mindsker risikoen for hjertekarsygdomme.

3. Gavnligt for blodtrykket

Der er antioxidanter, fibre og kalium i kaffe, som samlet set har en gavnlig indflydelse på blodtrykket. Antioxidanter er enzymer som forhindrer de skadelige virkninger af ilt i kroppens celler – et stort tema i de fleste sundhedsguider, så det er værd at tage med.

4. Give mental klarhed

Kaffen kendes i særdeleshed for indholdet af koffein, og selvom det også har været mistænkeliggjort, så giver et moderat forbrug en forbedret mental klarhed, øget opmærksomhed og reaktionstid.

5. Forbedrer præstationer

Fysisk kan kaffe forbedre præstationer ved træning, øge udholdenhed og stimulere fedtforbrændingen.

Undersøgelse: Lavere dødelighed

I fagbladet Diætisten, juni 2023 (bag betalingsmur, red.) har læge Kjeld Hermansen udtrukket konklusioner fra store undersøgelser, og alt tyder på, at den forgudede mokka er i sikker havn.

Overordnet tyder undersøgelser på, at 3,5 kopper kaffe dagligt giver sig udslag i en lavere dødelighed på hele 15%. Cirka samme effekt ved op til otte daglige kopper.

Her kommer tal fra artiklen som vedrører sygdomme og lavere dødelighed i procent:

Hjertekarsygdom: 17% ved 2,5 kopper
Åreforkalkning i kranspulsårerne: 16% reduktion
Blodprop/blødning i hjernen: 30%
Diabetes: 21% lavere dødelighed ved fire kopper
Kræftsygdomme: 4-18% jo større forbrug desto lavere risiko op til 8 kopper

Mindsker risiko for kræft

Vedrørende kræft er det påvist at et større indtag af kaffe resulterer i en lavere forekomst af disse kræftformer:

  • mundhule
  • svælg
  • lever
  • livmoder
  • tyk- og endetarm
  • prostata

Demens og Alzheimers påvirkes hverken positivt eller negativt ved at drikke kaffe.

Beskytter mod Parkinson

Tre kopper dagligt har 25% beskyttende effekt overfor Parkinsons sygdom.

Blodtrykket påvirkes ikke af hverken koffeinfri eller koffeinholdig kaffe, som det før i tiden har været hævdet.

Kogekaffe, stempelkande og espresso kan øge LDL-kolesterol, men det er ikke påvist at det medfører øget risiko for hjertekarsygdomme. Filterkaffe har ikke denne virkning.

Livet er ikke de værste man har

Da jeg tidligere har skrevet, at vi ikke skal frygte kolesteroltallet, er det for mig klart at det er sundt at drikke kaffe, og at man helt og holdent kan gå efter sin yndlings bryggemetode, uden at skulle skele til advarsler af nogen art – det er ikke at yde den velduftende eliksir retfærdighed.

Harvard universitetet i USA har lavet en nyere undersøgelse som viser, at kaffe reducerer risikoen og depressioner og sågar giver flere år at leve i.

Sådan en overordentlig positiv melding om gudedrikken tilskyndede mig straks til det næste bryg, mens jeg nynnede: “Livet er ikke det værste man har, og om lidt – er kaffen klar”.

Anders Bachs klummer bygger på egne holdninger og erfaringer med livet som diabetiker. 

Først publiceret: 15. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 15. august 2023 kl. 7:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og