Partier vil bruge folkeafstemning til at stoppe omstridt forbud
DF og Nye Borgerlige vil forsøge at bremse forbud mod koranafbrændinger med folkeafstemning.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil forsøge at tvinge regeringens forslag om et forbud mod koranafbrændinger ud i en folkeafstemning.
Det siger de to partiledere Morten Messerschmidt (DF) og Pernille Vermund (NB) til Berlingske.
– En indskrænkning af ytringsfriheden og retten til at kritisere religioner er helt principielt i forhold til vores måde at leve sammen på, siger Pernille Vermund til mediet.
Partilederne har øje på grundlovens paragraf 42 stk. 1, der giver mulighed for, at en tredjedel af Folketingets medlemmer kan sende et lovforslag til Folkeafstemning.
Det vil kræve 60 mandater. Tilsammen har de to partier ti mandater, og de skal derfor hente opbakning til forsøget fra flere partier.
Det kan dog vise sig svært.
Berlingske har hørt flere partier, om de vil støtte op om manøvren.
Enhedslisten afviser det umiddelbart, og det samme gør De Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance.
Danmarksdemokraterne er uafklarede på spørgsmålet, mens SF ikke har nogen kommentarer, skriver Berlingske.
Danmark og Sverige har den seneste tid mødt stor kritik fra en række muslimske lande på grund af gentagne koranafbrændinger.
Det har vokset sig til et så stort pres, at regeringen nu afsøger mulighederne for at indføre et forbud mod afbrænding af koraner foran ambassader.
Grundlovens paragraf 42 stk. 1 har kun været i brug en gang. Det var i 1963, hvor Venstre og De Konservative lykkedes med at samle de nødvendige mandater til en folkeafstemning om nye jordlove.
Den nuværende Folketingssamling har stået i en lignende situation i februar. Her forsøgte Enhedslisten at skaffe 60 mandaters opbakning til en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag.
Det lykkedes ikke for partiet.
/ritzau/
Først publiceret: 2. august 2023
Artiklen er sidst opdateret 2. august 2023 kl. 14:42