Ældre kvinde afviser svindler: Skaf dig et rigtigt job!

Seje Vibeke Bjerregaard på 75+ gav telefonsvindler tørt på. Se de gode råd fra vicepolitiinspektør: Det skal du gøre, hvis du bliver ringet op af personer, der udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en anden myndighed.

Vibeke Bjerregaard er en koldblodig kvinde på 75+. Forleden ringede en person til hende med en alarmerende besked:

”Der er ved at blive trukket 800.000 kroner på din konto i Danske Bank. Jeg kan stoppe det, hvis du hjælper mig med at få adgang til din konto,” tilbød manden.

Men Vibeke Bjerregaard troede ikke en døjt på ham.

”Se dog at få et arbejde. Du skal ikke bruge din tid på at prøve at svindle gamle koner,” sagde Vibeke Bjerregaard til ham.

Læs her: Hun fortalte om episoden på Twitter

Sag fra Kastrup

Desværre er det ikke alle, der afviser den slags opringninger. En ældre kvinde i Kastrup var tæt på at blive snydt, fortæller Københavns Politi.

Hun fik en opringning fra en person, der udgav sig for at være fra hendes bank.

Vedkommende overbeviste kvinden om, at nogen forsøgte at overføre penge fra hendes konto. For at stoppe det ville en mand hente hendes kort.

Efter at have udleveret sit kreditkort blev kvinden heldigvis mistænksom. Hun fik spærret sit kort i tide, inden svindlerne kunne nå at misbruge det.

Tal med andre på forhånd

Københavns Politi opfordrer nu ældre til at lave en aftale med en søn, en datter eller en anden pårørende. Det skal være en person, som de kan kontakte, hvis de bliver i tvivl, om de er ved at blive udsat for svindel.

”Der sker aldrig noget ved at sige til en mistænkelig person, der har ringet, om han eller hun vil ringe igen om ti minutter. Så kan man i mellemtiden kontakte sit barn eller en anden for at høre, om de tror, det er fup,” siger vicepolitiinspektør Peter Høholt fra Københavns Politis Afdeling for Økonomisk Kriminalitet.

Svindel for millioner

Telefonsvindel er et stigende problem, siger Det Kriminalpræventive Råd. I 2022 blev ældre svindlet eller forsøgt svindlet for op mod 100 millioner kroner.

Peter Høholt siger, at de fleste ofre er kvinder på 65+.

”Svindlerne finder personer med et navn, som tyder på, at de er ældre, for eksempel Olga eller Else. De udnytter, at ældre har en høj tillid til myndighederne,” fortæller Peter Høholt.

”Svindlerne er dygtige til at sætte folk i sårbar situation. Det gør de ofte ved at oplyse om, at en persons konto er blevet hacket, eller at der er sket en mistænkelig transaktion til udlandet.”

Afbryd samtalen

Peter Høholt opfordrer til at afslutte samtalen hurtigst muligt. Og det skal man blive ved med at gøre, hvis der kommer nye opringninger.

”Nogle gange siger svindlerne, at de er fra banken. Ti minutter senere ringer de fra et andet nummer og siger, at kommer fra politiet. Den falske politimand oplyser nu, at den ældre er blevet udsat for telefonsvindel og vil han hjælpe. Svindlerne er meget kyniske,” synes Peter Høholt.

Hvis man er i tvivl – også efter eventuelt at have talt med en pårørende eller bekendt – så ring op på bankens, politiets eller myndighedens hovednummer og fortæl at man har modtaget det pågældende opkald.  Ring ikke op på det nummer, som personen i telefonen fortæller.

Ring 112

I enkelte tilfælde kan det være en idé at ringe 112, men det er kun, hvis svindlere for eksempel er på vej bopælen for at få udleveret kreditkort og man pludselig tænker, at det her er da svindel. Så kan politiet måske nå frem og foretage anholdelse.

”Er skaden allerede sket, så foretag i stedet en anmeldelse på www.politi.dk eller ring til politiet på 114. Husk også altid at kontakte banken og få spærret kontokort eller andet hurtigst muligt.”

Peter Høholt siger, at de personer, som sendes ud for at hente ting, oftest er personer lavt i det kriminelle hierarki. Det er sjældent hårdkogte forbrydere.

”Man skal bare lade være at åbne døren,” råder han.

Først publiceret: 28. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 28. juli 2023 kl. 9:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

og