16 døde i trafikken i juni – den værste måned i år

Antallet af trafikdræbte i første halvår af 2023 er højere end i de tidligere år. 68 er dræbt indtil nu.

16 personer mistede livet i trafikken i juni – sidste år var antallet 12. Det er det højeste antal trafikdræbte på én måned indtil nu i år.

Vejdirektoratet har fredag offentliggjort de foreløbige ulykkestal, og de viser, at antallet af trafikdræbte i 2023 ser ud til at blive højere end i tidligere år.

Fra januar og frem til og med udgangen af juni mistede 68 personer livet i trafikken. Det er fire flere end året før og hele 22 flere end i 2021. Tallet er identisk med antallet af dræbte i samme periode i 2020.

Ud over antallet af dræbte opgør Vejdirektoratet også antallet af tilskadekomne, antallet af ulykker med personskade og antallet af ulykker med materiel skade.

Det forholdsvis høje antal dræbte i juni optræder trods et lavere antal ulykker med personskade sammenlignet med de foregående år.

Juni bød på 270 ulykker personskade mod henholdsvis 283 og 272 i de to foregående år. I grove træk er antallet af ulykker med personskade uændret, for så vidt angår juni måned.

Det samme gælder antallet af ulykker med materiel skade. Her har vejdirektoratet registreret 999 ulykker i juni 2023, året før var antallet 1008 og året før igen 1007.

Set over hele året har der i 2023 imidlertid været et lille fald i antallet af ulykker med personskade i 2023 i forhold til året før. Tallet er faldet fra 1271 til 1211. I 2021 var tallet 1068.

Også antallet af ulykker med materiel skade er faldet i forhold til 2022, men vokset en del siden 2021. I 2023 var der i det første halvår 5448 ulykker med materielskade mod 5644 året før. I 2021 var tallet 4968.

Hvad angår antallet af tilskadekomne er tendensen den samme. Fra 2021 til 2022 steg antallet i første halvår fra 1184 til 1388 i 2022, mens det er faldet til 1339 i første halvår af 2023.

I 2022 mistede 154 personer livet i trafikken.

/ritzau/

Først publiceret: 24. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret 24. juli 2023 kl. 13:36