Fire mænd anklages for svindel af ældre for 14 millioner

Fire mænd har ifølge politiet bedraget ældre til at tro, at de ville hjælpe dem med at undgå svindel.

Flere end 400 ældre borgere har i løbet af omkring halvandet år fået et opkald, hvor en person fra deres bank, netbank eller Nets ville advare dem om, at de var ved at blive svindlet.

For at undgå svindlen skulle de give nogle oplysninger til de personer, som ringede. Men de ældre fik ikke den hjælp, som de troede, mener politiet.

Sådan lyder det i anklageskriftet mod fire mænd, som mandag møder til det første af mere end 30 retsmøder i Retten i Aarhus.

Mændene er i forening tiltalt for bedrageri og databedrageri eller forsøg derpå. Ifølge anklageskriftet har de bedt om konto-, kortoplysninger eller kode til NemID.

Når de fik oplysningerne, har de ifølge politiet forsøgt eller er lykkedes med at overføre penge til andre konti eller lave køb i internetbutikker.

Ifølge anklageskriftet drejer sagen sig om i alt 14,5 millioner kroner.

De tiltalte mænd er henholdsvis 18, 22, 24 og 24 år.

Den 18-årige og 22-årige nægter sig begge skyldige, oplyser deres forsvarere til Ritzau.

Jan Schneider, som er advokat for den 18-årige, mener, at der er tale om en meget speciel sag, når det kommer til hans klient.

– Man forsøger at holde ham ansvarlig for en række forbrydelser ud fra nogle overvejelser, som efter min overbevisning strækker medvirkensansvaret langt ud over eksisterende praksis, siger han.

Forsvarsadvokaterne for de to 24-årige ønsker ikke at udtale sig.

Ifølge anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, er de mange opkald til de ældre foretaget fra en iPhone.

Det tidligste forsøg på at begå bedrageri, som er nævnt i anklageskriftet, er fra december 2020. I anklageskriftet er der nævnt bedrageri eller forsøg derpå frem til 7. juni 2022.

Anklagemyndigheden har tidligere oplyst til Ritzau, at der er retsmøder frem til slutningen af november. Men sagen er kommet i gang en uge senere end oprindeligt planlagt.

Om det får betydning for, hvornår der falder dom, er foreløbig uvist.

/ritzau/

Først publiceret: 19. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret 19. juni 2023 kl. 7:23