Mand sigtet: svindlede ældre 20 gange

Politiet sender appel til folk om ikke at gå i telefonfælde. Tre politikredse har samarbejdet om ny sag.

Sagerne stammer fra Hadsund, Mariager og andre steder.

Straks efter at have aflagt en ældre kvinde i Viborg et besøg mandag blev en 28-årig mand standset af politiet.

Han sigtes for 20 gange at have svindlet eller forsøgt at svindle ældre personer forskellige steder i Jylland.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi tirsdag.

De ældre blev groft udnyttet

Metoden har stort set været den samme hver gang. De ældres tillid er blevet udnyttet groft.

Ofrene blev først ringet op af deres bank. Beskeden var, at deres konti var udsat for hacking og svindel. Derfor ville en medarbejder fra banken dukke op.

På den måde fik uvedkommende fat i de ældres hævekort og tilhørende koder.

Og det var netop efter sådan et besøg, at politiet anholdt den 28-årige.

Her er opfordringen

Sagerne stammer fra Hadsund, Mariager og andre steder. Betjente fra Nordjyllands Politi har samarbejdet med kolleger i Midt- og Vestjylland og i Sydøstjylland, fremgår det af pressemeddelelsen.

Heri finder man en opfordring, som politiet er kommet med jævnligt gennem de sidste par år:

“Udlever aldrig dine betalingskort eller koder til nogen. Ingen banker eller myndigheder beder dig nogensinde om det,” udtaler politikommissær Carsten Corfitzen.

Er man i tvivl, bør man lægge på og selv ringe op til den bank eller myndighed, som personen angiver at have ringet fra.

Landet over har et stort antal især ældre oplevet bedragerier eller forsøg på det gennem telefonen.

En af sagskomplekserne blev af politiet døbt “Sweet talk”. Det skyldtes gerningsmændenes indladende tale.

I den nye sag er der grundlovsforhør tirsdag i Retten i Aalborg. En anklager vil bede retten om at varetægtsfængsle den anholdte.

Først publiceret: 19. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. maj 2023 kl. 14:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

og