Tricktyve på spil: Ældre kvinder franarret smykker

To kvinder har været udsat for tricktyve, som gik efter smykker. Politiet opfordrer folk til at være særligt opmærksomme.

Østjyllands Politi efterforsker de to sager nærmere for at få klarlagt, om de kan have relation til hinanden.

Hun skulle egentlig bare vise vejen til apoteket. Men undervejs fik en 79-årige kvinde taget sine smykker.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Mandag modtog politiet en anmeldelse, om at kvinden var blev franarret smykker af en mand og en kvinde i en hvid bil.

De havde taget kontakt til hende på Østergade i Hinnerup.

Falske smykker i lommen

Manden og kvinden havde spurgt om vej til apoteket.

“Og mens de talte med kvinden, havde den ene af dem rørt ved kvinden ud gennem vinduet, hvorefter hendes smykker var blevet byttet ud med nogle falske smykker, som den fremmede kvinde angiveligt havde lagt i hendes lomme,” skriver politiet.

Politiet oplyser desuden, at de to personer ikke talte dansk.

Derudover er der intet andet signalement af gerningsmændene.

Endnu en kvinde udsat

Senere samme dag modtog politiet en anmeldelse, om at en 89-årig kvinde i Hjortshøj havde været udsat for et smykketyveri på sin hjemadresse,

Her var der blevet stjålet for flere tusinde kroner smykker.

Den 89-årige havde lukket en fremmed kvinde ind i sit hjem og serveret et glas vand for hende.

Senere opdagede den ældre kvinde, at hun havde fået stjålet smykker og kontanter.

Et vidne havde efterfølgende set to personer forlade stedet i en hvid personbil på tyske nummerplader.

Opfordring fra politiet

Østjyllands Politi efterforsker de to sager nærmere for at få klarlagt, om de kan have relation til hinanden.

Politiet henstiller til, at man er ekstra opmærksom, hvis man bliver kontaktet på gaden af fremmede personer.

Tag også gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer om, at de skal passe godt på deres værdigenstande, lyder det.

Først publiceret: 30. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 30. marts 2023 kl. 9:25

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og