Weekendvejr: Gråt bygevejr i hele landet

Der er udsigt til en regnfuld weekend med op til 12 grader, lyder det fra DMIs vagthavende meteorolog.

“Det bliver en weekend med bygevejr.”

Sådan lyder det fra Erik Hansen, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Og sådan bliver det over hele landet. Faktisk er der ikke udsigt til, at nogen bestemt landsdel kan være heldigere end de andre, forklarer han.

“Fredag morgen har vi regn i hele landet. I løbet af formiddagen klarer det op vestfra. Opklaringen når København ved middagstid og Bornholm først på eftermiddagen.”

“Og så bliver det ellers tørt med lidt eller nogen sol, især i den sydlige del af landet. I Nordjylland kan der stadigvæk komme byger,”

siger Erik Hansen.

Kuling

Temperaturen kommer til at ligge mellem 8 og 12 grader, mens vinden bliver let til frisk fra syd, drejende sydvest og tiltagende til jævn til hård vind.

Ved kysterne kan man stedvis se frem til kuling.

Fredag aften bliver det mest tørt, mens vejret natten til lørdag byder på et vekslende skydække og enkelte byger. Temperaturerne vil ligge mellem fire og syv grader med let til frisk vind omkring sydvest.

Våd weekend

Det er en drilsk frontpassage, der giver udsigt til en våd weekend.

“Og så ligger vi jo ellers med en vestlig strømning med ustabil luft, og det giver de her byger i weekenden,” siger Erik Hansen.

Den type vejr fortsætter lørdag.

“Byger, udbredte byger. De fleste steder 6 til 11 grader og svag til jævn vind fra sydvest.”

“Søndag lidt eller nogen sol, men også byger – og kun tre til otte grader. Når vi kommer frem til sidst på dagen, kan der være lidt slud i bygerne i Nordjylland,” siger Erik Hansen.

Først publiceret: 24. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 24. marts 2023 kl. 8:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og