Tørst, træthed og tissetrang: Snigende sygdom

Diabetes-2 er en snigende sygdom, men nogle af symptomerne er tørst, træthed og tissetrang. Derfor kan det være en god ide at få et test - før det er for sent. Med kost og motion kan du blive sygdomsfri, skriver diabetiker og kostvejleder Anders Bach.

Der findes flere blodsukkermålere, du kan købe på apoteket - eller du kan få en tid hos lægen.

Hvad er de første tegn på, at man har type-2 diabetes?

I mit tilfælde er det korte svar: En blodprøve.

Jeg havde ikke nogen forudgående advarselslamper, som blinkede rødt. Sygdommen var opstået langsomt og uden symptomer.

Men der er også andre eksempler på, at man oplever forandringer i kroppen og tegn på type-2 diabetes i en noget hurtigere udvikling.

De første mest almindelige symptomer

  • Træthed
  • Skal tisse oftere
  • Tørst
  • Vægttab
  • Store udsving i blodsukker
  • Svimmelhed

Symptomer på lavt blodsukker

  • Sved
  • Sitren
  • Sult
  • Sur
  • Bleg
  • Besvimelse

Langtidssymptomer

  • Langsom sårheling
  • Tåget eller nedsat syn
  • Kløe i skridtet
  • Dårligt blodomløb
  • Inflammation
  • Nedsat insulinfølsomhed

Sådan kom sygdommen snigende

Måske var der et eller andet som fik mig til at tage et sundhedstjek for diabetes-2.

Da jeg i 2016 fik meldingen om, havde jeg nemlig oplevet føleforstyrrelser i fingrene og træthed.

Men det man hyppigst oplever, er tørst og trang til at tisse meget oftere end normalt. Disse to symptomer havde jeg slet ikke.

Det er med andre ord en sygdom, som kommer snigende og måske bliver sygdommen først fanget i en blodprøve.

Det gør sygdommen endnu mere lusket. Der er nemlig mange, som ikke får et tjek, før der allerede er et meget højt niveauer af sukker i blodet, som også bevirker, at de har sukker i urinen.

Er det først på det tidspunkt, at man får det konstateret, er der lang vej tilbage til normalen – og der kan være sket skader på kroppen.

I 2018 var mit langtidsblodsukker – som måles med en blodprøve – oppe på 66 (må højst være 48). Og selvom jeg fik medicin, skulle jeg på det tidspunkt sættes op i dosis.

Smed medicin med kostomlægning og vægttab

Det var vendepunktet for mig. Jeg tog skeen i den anden hånd og fik tallet banket ned på 47 på tre måneder ved kostomlægning og vægttab.

Det føltes rasende godt, og siden har jeg ligget stabilt på det niveau. Og det er uden medicin.

Det er meget få gange på et år, at jeg oplever lavt blodsukker, fordi den mad jeg spiser, er med til at holde det stabilt. Så det kan faktisk være en god idé at blive undersøgt, så der kan sættes ind i tide.

Som det er nu – hvor jeg har rundet de 60 år – kan jeg klare udfordringen ved at være bevidst om, hvad jeg spiser.

Jeg vil understrege, at jeg ikke er medicinforskrækket. Medicin kan absolut være løsningen, når den røde lampe lyser.

Men de geniale mekanismer kroppen er udstyret med, kan få dig tilbage på sporet, så jeg siger som Hippokrates for 2500 år siden: “Lad din mad være din medicin, og din medicin være din mad”.

Det er stadig det mest rigtige og det mest naturlige.

Læs om blodprøver for diabetes på sundhed.dk

Anders Bachs klummer bygger på egne holdninger og erfaringer med livet som diabetiker. 

Sådan måles dit blodsukker

Du kan få lavet en blodprøve hos din læge eller gøre det selv hjemme. Der findes flere muligheder i form af blodsukkermålere, du kan købe på apoteket.

Målingen foretages på følgende måde:

  • Stik hul på siden af fingeren med en lancet
  • Tør den første bloddråbe af
  • Tag måleapparatet hen til bloddråben. Aflæs værdien efter nogle sekunder
  • Før værdien ind i din diabetesdagbog

Kilde: Sundhed.dk og med24.dk

Først publiceret: 18. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 17. marts 2023 kl. 13:53

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og