En våd mandag afløses af smagen af forår sidst på ugen
Vintervejret holder fast, men foråret banker insisterende på. Sidst på ugen bliver temperaturerne tocifrede.
Efter en uge med store mængder sne og lave temperaturer omkring frysepunktet ser foråret nu ud til at rykke tættere på.
Mandag står det første slag mellem vinter og forår med masser af blæst og regn, men også en del varme flere steder.
Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen.
– Mandag får vi frisk vind til kuling, omkring 10-12 grader de fleste steder, men også pænt meget regn et sted mellem otte og ti millimeter mange steder.
– Desværre er det en enlig svale i første omgang, da det bliver mere køligt og vinterligt de kommende dage med faldende temperaturer, siger han.
Tirsdag og onsdag slår vinteren lidt tilbage med temperaturer ned til omkring fem grader og byger med slud og sjap.
– Men henved torsdag får vi skubbet mere seriøst til vinteren, mens foråret banker på, siger Klaus Larsen.
Torsdag passerer et frontsystem nemlig, som kan give lidt snedrys, men efterhånden går det over i regn, forklarer meteorologen.
– Det skubber for alvor til vintervejret, så vi til sidst på ugen får tocifrede temperaturer på 10-12 grader.
– Det tegner til at blive mere forår end vinter, selv om det sjældent sker, uden at vi skal bokse frem og tilbage. Men det smager mere af forår på den anden side af torsdag, lyder forventningen.
Mens resterne fra sidste uges snevejr smelter helt bort, ser det for nuværende ikke ud til, at der er mere på vej.
Men man skal aldrig sige aldrig, lyder det fra Klaus Larsen.
– Vi skal jo bare have en pæn østenvind eller nordenvind, og så kan vi sagtens hive kulden ned. Men det plejer at være hurtigt overstået, når vi først når hen mod marts og april, siger han.
/ritzau/
Først publiceret: 13. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 13. marts 2023 kl. 7:18