Vejrvært: Jeg opfandt femdøgns-skemaet
Den kendte DR-vejrvært Mikael Jarnvig har ikke løbet med en halv vind i 35 år. Han er samtidig ophavsmanden bag et fast element i vejrudsendelserne.
Mikael Jarnvig har været på sendefladen i flere årtier for at fortælle danskerne om vind og vejr.
Og vejrværten, der med sine 68 år er den ældste herhjemme af slagsen, har netop holdt jubilæum på tv.
For den 21. februar var det præcis 35 år siden, at Mikael Jarnvig debuterede som fast meteorolog på TV Avisen.
Sådan opfandt han vejr-skemaet
Mikael Jarnvig fik berøring med DR via sit arbejde som vagthavende meteorolog på Meteorologisk Institut.
Det var tilbage i de første år af 1980’erne.
Her fik han til opgave at komme med forslag til et nyt udseende for vejret på TV-Avisen.
“Jeg kom med et færdigt forslag, og i den forbindelse kom femdøgnsudsigten ind. Den havde jeg lavet, for nu havde vi fået vejrmodeller, der ikke bare kunne sige noget om dag et, to og tre, men også dag fire og fem.”
“Jeg tænkte på mit skoleskema fra skoletiden, som jeg syntes var med til at give et overblik dengang. Så jeg satte dagene øverst og under det symboler for vejret – temperaturer og pile for vinden. Så kunne man i grove træk se, hvordan dagene blev. Det syntes jeg var genialt, fortæller Mikael Jarnvig til DR.
Har været på flere kanaler
Siden dengang har han stort set uafbrudt givet danskerne vejrudsigter.
Fra 1988 til 1996 på DR og fra 1996 til 2003 i forskellige formater på TV3.
Derefter var han fra 2003 til 2013 på Tv2 Vejret, hvorefter han vendte tilbage til DR Vejret, sin nuværende arbejdsplads.
Det gør Mikael Jarnvig til den vejrvært, der ubetinget har været længst tid på skærmen herhjemme.
“Sjovt at være den ældste”
Selvom pensionsalderen er nået for Mikael Jarnvig, så har han ikke tænkt sig at holde op.
“Foreløbigt kører jeg videre. Jeg er glad for mit arbejde. Og så er det også lidt sjovt at være den ældste vejrvært og være den med langt de fleste vejrudsigter bag sig. Min rekord bliver sværere og sværere at slå,” siger han.
Først publiceret: 7. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret 7. marts 2023 kl. 9:06