Gulerødder kan måske forebygge tarmkræft

Stoffer fra gulerødder hæmmer betændelse, og i nye forsøg skal gulerodsjuice testes som kræftforebyggelse.

Efter flere studier med gulerødders effekt på at forebygge kræft hos rotter, er der nu tilstrækkeligt med indirekte bevis for den kræftforebyggende effekt.

Spis tre-fire rå gulerødder, eller drik 100 milliliter gulerodssaft hver dag.

Det lyder simpelt. Men potentielt kan det have en stor helbredsmæssig effekt og forebygge tarmkræft.

Studier udført på rotter har tidligere vist, at stofferne falcarinol og falcarindiol i gulerødder kan reducere antallet af forstadier til tarmkræft i rotter med op til 83 procent.

Forsøgene viste også, at den effekt, som rotterne opnåede, svarer til, at mennesker indtager tre-fire gulerødder om dagen.

Nu skal danske og svenske forskere undersøge, om udviklingen af tarmkræft på samme måde kan forebygges i mennesker.

Virker det også på mennesker?

Det fortæller Morten Kobæk Larsen. Han er lektor ved Biomedicinsk Laboratorium, forsker i forebyggelse af tarmkræft og er projektleder på de nye undersøgelser.

“Vi mangler, at vi systematisk giver nogle mennesker det her stof og ser, om det hæmmer udviklingen af forstadier til tarmkræft.”

“Vi ved, det virker i dyr. Nu skal vi så undersøge hypotesen om, at det også hjælper i mennesker,” siger han.

Forskere fra Kirurgisk Forskningsenhed på Klinisk Institut og Odense Universitetshospitals (OUH) afdeling i Svendborg forsker blandt andet i tidlig tyktarmskræft og forebyggelse af dette.

Professor Gunnar Baatrup fra Kirurgisk Afdeling på OUH har sammen med Klinisk Genetisk Afdeling på OUH, Karolinska Universitetshospital i Stockholm og universitetet i den svenske by Umeå modtaget en bevilling fra Sygeforsikring “danmark”.

Bevillingen er på fem millioner kroner.

Lilla gulerod

I det kliniske studie vil patienter på Odense og Karolinska Universitetshospital, der har fået fjernet forstadier til kræft i tarmen, blive inviteret til at deltage i projektet.

Her skal deltagerne dagligt indtage 100 milliliter gulerodsjuice i et år.

Et indtag af 100 milliliter gulerodsjuice svarer til, at man spiser 250 gram gulerødder.

Juicen er udarbejdet i samarbejde med virksomheder som Danroots, Orskov Foods, Naturfisk Group og Aarstiderne.

Guleroden, som juicen i forsøget er lavet af, er lilla. Den er specielt udvalgt til forsøget og indeholder mere af de inflammationshæmmende stoffer end almindelige gulerødder.

“Vi vælger altså en meget effektiv måde at indtage gulerødder,” siger Morten Kobæk Larsen.

Spis flere gulerødder

Selv om effekten af at have et specifikt indtag af gulerødder hver dag ikke kendes med sikkerhed, understreger Morten Kobæk Larsen, at man bestemt ikke bør holde igen med at indtage den orange rodfrugt.

“Det er sundt. Man må også gerne spise seks gulerødder om dagen,” siger Morten Kobæk Larsen.

Det kliniske studie begynder til sommer og løber over en treårig periode.

Først publiceret: 16. januar 2023
Artiklen er sidst opdateret 16. januar 2023 kl. 10:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og